Islands Brygge

Danmark skal tiltrække turister fra fem nye markeder

4.7.2025
Foto: Lauge Elkær Furhauge

Fra 2026 begynder VisitDenmark at bearbejde fem nye markeder. Det sker ud fra en ny markedsrating, som også fører til, at dansk turismes prioriterede markeder fremover inddeles i hoved- og udviklingsmarkeder.

Fremover vil VisitDenmark bearbejde 14 markeder frem for de hidtidige 9 markeder. 

De fem nye markeder er Polen, Schweiz, Østrig, Belgien og Spanien. Markederne er udvalgt på baggrund af en ny markedsrating, som sikrer, at den internationale markedsføring fokuserer på de markeder, hvor potentialet er størst. De nye markeder er kategoriseret som udviklingsmarkeder. 

”Der sker hele tiden ændringer i rejsemønstre, konkurrencesituationen og markedsforhold, og på baggrund af den nye markedsrating har vi vurderet, at det giver mening at gå ind på fem nye udviklingsmarkeder, hvor vi med en forholdsvis lille investering kan være med til at indfri et potentiale for dansk turisme,” siger Mads Schreiner, international markedsdirektør i VisitDenmark og tilføjer: 

”Derudover har vi også lyttet til, at flere destinationsselskaber og virksomheder har ønsket, at vi bearbejder nye markeder. Med markedsratingen har vi sikret, at prioriteringen sker på et databaseret grundlag.” 

Presse og travel trade 

Udvidelsen af dansk turismes prioriterede markeder blev besluttet på et møde i Det Nationale Turismeforum den 16. juni 2025 på baggrund af en indstilling fra VisitDenmark. Det betyder, at VisitDenmark og destinationsselskaberne fremover skal fokusere på 14 markeder i samarbejdet om den internationale markedsføring. 

På mødet blev det også vedtaget at opdele de 14 prioriterede markeder i hovedmarkeder og udviklingsmarkeder. 

Udviklingsmarkederne består af Polen, Schweiz, Østrig, Belgien, Spanien samt Indien, som VisitDenmark har bearbejdet i en årrække gennem en agent. 

Hovedmarkederne omfatter de velkendte markeder Tyskland, Storbritannien, Nederlandene, Sverige, Norge, Italien, Frankrig og USA. 

”Hovedmarkederne er de primære markeder, som skaber volumen og omsætning til dansk turisme. Her fortsætter VisitDenmarks markedsføringsindsats som hidtil gennem vores markedskontorer. På udviklingsmarkederne skal vi bygge kendskab og netværk op, og det gør vi især gennem travel trade og presse,” siger Mads Schreiner. 

Markedsstrategier på vej 

Bearbejdningen af de fem nye markeder vil ske fra 2026, og henover sommeren vil VisitDenmark få det organisatoriske set-up på plads. 

Udgangspunktet vil være at udnytte de eksisterende markedskontorers kapacitet og skabe synergier mellem fx Schweiz, Østrig og Tyskland, hvor der er sammenfald mellem målgrupper og rejseadfærd, ligesom sprog og kultur på markederne ligner hinanden. Organiseringen er dog ikke på plads endnu, og der er stadig flere løsninger i spil. 

I løbet af andet halvår af 2025 vil VisitDenmark udarbejde markedsstrategier og målsætninger for hvert af de nye udviklingsmarkeder. Strategierne gælder i første omgang for 2026–2027 og tilpasses det enkelte markeds struktur, modenhed og potentiale.

Et databaseret værktøj 

Beslutningen om at udvide med fem nye udviklingsmarkeder er sket ud fra en ny markedsrating, som VisitDenmark har udviklet i samarbejde med det internationalt anerkendte konsulenthus Tourism Economics, der er en del af Oxford Economics. 

Markedsratingen bygger på en model, som vurderer landende ud fra 39 forskellige variable som fx markedets størrelse, vækst, købekraft og tilgængelighed, og herefter rangerer markederne ud fra, hvor de offentlige markedsføringsmidler giver størst muligt udbytte. 

For VisitDenmark har det været vigtigt, at modellen blev tilpasset danske rammer og prioriteringerne i den nationale turismestrategi ”Veje til bæredygtig turismevækst”. 

”Markedsratingen giver et robust beslutningsgrundlag for, hvor vi skal lægge vores ressourcer og kræfter. Økonomi spiller naturligvis en stor rolle, men vi har også set på, om markedet kan bidrage positivt til at brede turismen ud over hele året, og klimaaftryk og tilfredshed indgår også i vurderingen,” siger Mads Schreiner.