Thy National Park, Denmark

Kampagnestrategi for 2021

18.12.2020
Foto: Mette Johnsen

En række ekstrabevillinger gør det muligt at sætte et ekstraordinært tryk på kampagnerne i 2021 og dermed kickstarte dansk turisme. VisitDenmark er klar med en ny kampagnestrategi. 

”Når smitten falder, og turisterne igen begynder at søge efter rejser, er vi klar til at gå i markedet med to store tværnationale indsatser for henholdsvis storbyferie i København og outdoorferie ved kysterne,” siger Janne Grønkjær Henriksen, marketingdirektør i VisitDenmark. 

De to store indsatser er en del af kampagnestrategien for 2021, som skal være med til at stimulere turismen til Danmark, når verden åbner, og turisterne igen kan rejse hertil. 

En række ekstrabevillinger gør en særlig indsats mulig fortæller Janne Grønkjær Henriksen. 

”Turismeerhvervet bløder i hele Europa, og vi forventer, at konkurrencen om turisterne bliver endnu hårdere, end vi er vant til. Men vi er klar og har som følge af ekstra bevillinger mulighed for at sætte ekstraordinært stort tryk på i 2021, så vi kan kickstarte turismen i Danmark. Vi planlægger blandt andet at gå på tv i Tyskland og Holland som en del af kampagnen for outdoorferie ved kysterne. I det hele taget får alle aktiviteter et ekstra tryk næste år,” siger hun. 

Kampagnerne skal skabe opmærksom om Danmark og sætte rejsedrømmene i gang, inden de kommercielle partnere går i markedet med de konkrete kampagner for deres respektive produkter. 

Turismeerhvervet bløder i hele Europa, og vi forventer, at konkurrencen om turisterne bliver endnu hårdere, end vi er vant til. Men vi er klar og har som følge af ekstra bevillinger mulighed for at sætte ekstraordinært stort tryk på i 2021, så vi kan kickstarte turismen i Danmark.

Indsatsen for København udvikles i samarbejde med Wonderful Copenhagen og indsatsen for outdoorferie ved kysterne i samarbejde med en task force gruppe og en lang række samarbejdspartnere. 

Lancering i faser 

Kampagnestrategien tager højde for, at rejseadfærden kan ændre sig med meget kort varsel, og derfor følger planerne ikke som normalt kalenderåret, men er delt op i faser. 

Faserne afhænger af udviklingen og bookinghorisonten på det enkelte marked, og derfor kan kampagner blive lanceret forskudt af hinanden på markederne. 

De første kampagner, som bliver lanceret, er de to omtalte brandingindsatser for henholdsvis København og outdoorferie ved kysterne. Indsatserne skal sætte gang i drømmene om Danmark og lanceres, når markedet rører på sig, og søgningerne efter rejser er stigende. 

Herefter er det planen at lancere en kampagne, som har fokus på de danske wonders, og som skaber en ny bølge af interesse for Danmark og danske destinationer. 

Kampagnen følges op af tematiserede kampagner for gastronomi, fiskeri, camping og badehoteller samt regionskampagner, der viser, at der er kort afstand mellem land og by.  

”Vi udvikler nye aktiviteter, men vi fortsætter også med planlagte og velkendte aktiviteter som fx gastronomi, som vi ved virker, og hvor Danmark har en styrkeposition. Og så vil der i kampagnerne være fokus på de danske ”wonders”, som vil blive foldet ud på en ny og mere involverende måde,” siger Janne Grønkjær Henriksen. 

Rejsesøgninger er afgørende

Ud over det danske marked vil VisitDenmark prioritere nærmarkederne Tyskland, Sverige, Norge og Holland, da efterspørgslen forventes at være størst fra disse markeder, hvor turisterne har mulighed for at rejse hertil i bil. 

Storbritannien vil også være et prioriteret marked for København, fordi det er et af de største markeder for hovedstaden, og fordi briterne kommer i løbet af hele året. Italien og Frankrig vil blive koblet på kampagnerne, lige så snart flykapaciteten kan følge med rejselysten. Fjernmarkederne har længere udsigter. 

Hvornår de første kampagner går live, vil afhænge af udviklingen af rejsesøgninger, som VisitDenmark følger tæt i dashboardet Rejseindikator

”Det er vores erfaring fra foråret, at når myndighederne melder positive nyheder ud, så reagerer mange turister med det samme og begynder at søge efter rejser ud fra en forventning om, at nu vil de snart kunne rejse igen. Derfor vil vi være klar til at lancere de første kampagner, lige så snart vi kan se en stigning i rejseadfærden, siger Janne Grønkjær Henriksen. 

Følger udviklingen 

Rejseindikatoren opdateres hver anden uge med data for blandt andet Google søgninger, antal bookinger og udviklingen i kapaciteten.

Vi forventer, at første halvår af 2021 stadig vil være meget uforudsigelig, og vi er klar til at ændre på planerne med meget kort varsel.

Rejseindikatoren indeholder også et overblik over smitteudvikling og restriktioner på markederne. 

”Vi forventer, at første halvår af 2021 stadig vil være meget uforudsigelig, og vi er klar til at ændre på planerne med meget kort varsel. Forhåbentlig vil andet halvår have fundet et mere forudsigeligt leje, hvor der også kommer gang i en del af flytrafikken igen. Men det hele afhænger af udbredelsen af vaccinen og udviklingen i smittetallene. Indtil videre gør vi os klar og krydser fingre for, at vi forhåbentlig snart vil se udenlandske turister i Danmark igen,” siger Janne Grønkjær.