Turistens brug af sociale medier som inspirationskilder

4.7.2019
Foto: Copenhagen Islands

I denne minianalyse kan du få indblik i turisternes brug af sociale medier som inspirationskilder før ferien til Danmark. 

VisitDenmark markedsfører Danmark som rejsemål på internationale markeder for at inspirere og øge kendskabet og rejselysten til Danmark. For at møde turisterne, der hvor de er, anvender vi et bredt miks af inspirationskilder og kommunikerer med turisten på flere platforme. 

Hver femte turist får inspiration fra SoMe før ferien

På bare tre år er brugen af sociale medier som inspirationskilder før ferien til Danmark steget fra 4 pct. til 18 pct. blandt danske turister og fra 9 pct. til 19 pct. blandt udenlandske turister. 

Brugen af sociale medier i turismemarkedsføringen er steget markant i de senere år, og Instagram, Facebook og Twitter fylder mere og mere i mediemikset. Turistorganisationer skal derfor dagligt træffe valg om, hvordan man bedst muligt bruger de sociale mediers enorme potentiale til en engagerende, autentisk og inspirerende formidling af en destinations unikke DNA.