Stranden ved Blåvandshuk Fyr - Blåvand Strand
Stranden ved Blåvandshuk Fyr er en stor bred sandstrand med udsigt til vindmølleparken Horns Rev. Stranden er beliggende i et stort ferieområde med sommerhuse og i et militært øvelsesområde.

Blåvand Strand er en af de mest særprægede strande ved Vesterhavet, smukt beliggende ved Danmarks vestligste punkt nær Blåvandshuk Fyr. Her finder du en bred sandstrand omgivet af åbne vidder og klitlandskaber, hvor udsigten strækker sig mod havet og vindmølleparken ved Horns Rev. Særligt den sydlige del af stranden er kendt for sit rolige og lavvandede badevand, hvor de bløde bølger gør området velegnet til både familier og afslappende strandliv, mens den nordlige del byder på mere rå natur og klassisk vestkyststemning.
Fra toppen af Blåvandshuk Fyr er en fantastisk panoramaudsigt over den flotte kystlinje og den smukke vestjyske natur. Blåvands Huk er Danmarks vestligste punkt. Fyrtårnet er placeret på Horns Bjerge 18 m over havets overflade og er 39 m højt. Lyset fra tårnet rækker 42 km væk, og blev tændt første gang i 1900. Det bruges stadig til at advare søfarende mod Horns Rev.
Badepunkt-mærkning
Blåvand Strand er Badepunkt-mærket, hvilket understreger de gode badeforhold, den høje vandkvalitet og fokus på trygge og varierede oplevelser ved Vesterhavet. Ved stranden finder du toiletter, redningsudstyr og livreddere i sommerperioden. Du finder handicaptoilet ved parkeringspladsen, men nedgangen til stranden er ikke egnet for personer med nedsat mobilitet.
Ankomst, p-plads og faciliteter
Der er mulighed for at parkere ved Blåvandshuk Fyr på adressen Fyrvej 106, 6857 Blåvand. Her findes både toilet og handicaptoilet. I samme område finder man en kiosk.
Information
Stranden er tildelt Badepunkt siden 2020. Ved p-pladsen findes information om badevandsklassifikation, badesikkerhed og Badepunkt. Stranden er bilfri.
Besøgende
Stranden ved Blåvand adskiller sig fra en typisk vesterhavsstrand, da der næsten ingen stigning er i vandet. Derfor er der også lavvandet langt ud i havet. Her er ingen kraftig Vesterhavsstrøm og kun rolige bølger ruller mod sandstranden. Stranden er derfor aldeles børnevenlig, og man kan trygt lade børnene lege i vandet. De anderledes forhold skyldes Horns Rev, der strækker sig ca. 40 km ud i Vesterhavet. Derved dannes nærmest en lagune, der i samvirke med de mange hvide klitter, skaber smukke, stille og rolige omgivelser. Blåvand Nordstrand og Horns Rev er desuden kendt for at være de to bedste steder at gå på jagt efter rav i Danmark – Vesterhavets guld. Dette skyldes også den lave stigning, da alt hvad der bliver skyllet op, bliver liggende.
Faciliteter
- Livredder i sommerperioden
- Parkeringsplads i nærheden
Sidst opdateret af::VisitVesterhavetturist@visitvesterhavet.dk
