BOGSTAVER, FORMER OG REGLER VED GRAFFITI
Lær graffitiens bogstaver, former og regler med Mads Sonne Bremholm. Workshoppen byder på skitser, styles, farver og inspiration til dit eget piece – med mulighed for udstilling.
På denne workshop er underviseren Mads Sonne Bremholm, som har haft tilknytning til graffitikulturen i 30 år. Mads er initiativtager til platformen StreetArtBornholm.dk og projektet Nexø Walls, hvor han også selv har malet. På workshoppen kan du lære at lave dit første piece. Der findes mange stilarter – style writing, New York og abstrakt – men hvilke elementer går igen? Hvilke regler gælder, når man maler, og hvad er god stil? Der nørdes bogstaver, alfabeter, flows, pile, fyld og farvelægning. Graffiti og street art er et håndværk, og her får du nogle af hemmelighederne bag en fed stil. Vi kommer også ind på, hvordan du som udøvende kan arbejde mere miljøbevidst. Underviseren finder ofte lærreder, rammer og plakater i genbrugsbutikker, så måske finder du både materialer og inspiration til nye muligheder. Ud over skitser med inspiration fra nogle af de mest kendte danske graffitimalere og gennemgang af nyere vægmalerier i Nexø, kan vi forberede en miniudstilling af graffiti. Der er mulighed for at udstille i Raschs Pakhus i forbindelse med koncerten 19. september. De værker, du laver, kan vises frem for venner, familie og måske nye fans. Der er begrænset vægplads, så de bedste værker vælges til præsentation. Information om indlevering gives på workshoppen. Ferniseringen finder sted lørdag 19. september i Raschs Pakhus før koncertstart.
Sidst opdateret af:Destination Bornholminfo@bornholm.info