Grøn oplevelse
©  Foto:

Bymuseum Møntergården i Odense

Midt i Odenses historiske bydel ligger Møntergården - en kulturhistorisk oase fyldt med smukke gårdrum og flotte bygninger fra 1500-tallet til i dag.

Tre udstillinger indbyder til mange gode oplevelser

Den nyeste bygning (2013) huser udstillingen ”Fyn – midt i verden”, der i temaer fortæller en fynsk fortolkning af Danmarks-og verdenshistorien. Her bliver fortiden gjort nærværende i nutiden med et overflødighedshorn af scenografiske virkemidler, masser af lyd, lys og filmklip og et interaktivt spiltorv.

Falk Gøyes Gård (1646) danner rammen om udstillingen ”Byens Liv – Odense i Middelalder og renæssance”, og i fattigstiftelsen ”Pernille Lykkes Boder” (1617) finder man lejlighedsinteriør fra henholdsvis 1600-tallet og årene 1935-45, hvor bygningen stadig var i brug.

Oplev historien med alle sanser

Børnemuseet er til historieglade børn i alderen 4 – 11 år, og er en helt ny måde at opdage fortiden på, så den bliver endnu mere spændende. Alt må røres og prøves i de to udstillinger. 

Histotoriet er det finurlige og lærerige hus med ægte museumsgenstande til videbegærlige børn.

Børnenes Baggård er et mini bymiljø anno 1890 med snedkerværksted, lejlighed, vandpumpe, høns, udklædningstøj og andet sjovt.

Børnemuseet på Møntergården byder på mange spændende aktiviteter den anden weekend i hver måned og ekstra oplevelser i alle ferier. Kig ind på montergarden.dk for at se programmet

Du er hjertelig velkommen til at nyde en medbragt picnic i de stemningsfyldte gårdrum.

Bemærk, at der omkring højtider og i skoleferier kan være enkelte dage med ændrede åbningstider, se venligst hjemmesiden.