Dia'legd

Midt på Vesterbro bliver der langet Refsvindinge-øl over disken i massevis. Stedet hedder Dia'legd og byder på det ypperste sortiment indenfor fynsk ølkunst. 

Sæt dig godt til rette og nyd en øl fra det fynske land. Dia'legd har nemlig sat al fokus ind på netop den fynske ølproducent Refsvindinge. Bag niche-ølbaren står de tre venner Michael Jensen, Kim Hoffmann-Madsen og Claus Jordan. 

Som det eneste sted i Danmark tilbyder Dia'legd hele sortimentet fra Bryggeriet Refsvindinge. Det bliver til over 20 forskellige øl; fra hvidtøl, porter, ale- og bock-typer til pilsner og hvedeøl. 

Du kan også nyde "Danmarks bedste øl" anno 1997, nemlig Ale no. 16, der ifølge ejerne altid vil være på køl.