Dunkel - Mørke over Mandø
Oplev mørket over Mandø 10. oktober 2026. Foredrag med Morten DD Hansen, Dark Sky-oplevelse og mørkevandring. Den fulde pakke er udsolgt; der er stadig pladser til foredraget.

Den fulde pakke er udsolgt - Kontakt for at komme på venteliste.
Der er stadig ledige pladser til foredraget.
Hvad sker der med os, og med naturen, når lyset forsvinder?
Langt fra byens gadelygter får natten lov at fylde landskabet.
Lørdag d. 10. oktober inviteres du til en oplevelse, hvor vi går på opdagelse i mørkets betydning for både dyr, planter og mennesker.
Turen begynder fra Vadehavscentret, hvor traktorbussen kører os gennem Vadehavet til Mandø.
Her venter en eftermiddag og aften med foredrag, middag og til sidst en mørkevandring på vaden og et besøg på Mandøs Dark Sky-plads.
Mød Morten DD Hansen
Efter kaffe og kringle i Velkomststedet Stalden kan du opleve biolog Morten DD Hansen med foredraget:
”Hvad betyder mørket for dyr og planter?”
Morten DD Hansen er biolog, TV-vært og naturvejleder. Han er kendt for sin store faglighed og humoristiske tilgang til stoffet.
Med sin store viden om naturen tager Morten DD Hansen os med ind i en verden, vi sjældent tænker over: Hvad betyder natten og mørket for dyrenes liv? Hvad sker der, når kunstigt lys ændrer naturens rytmer? Og hvilken betydning har mørket egentlig for naturen og dermed også for os mennesker?
Efter foredraget fortsætter dagen med middag på Mandø Kro, inden vi bevæger os ud i det virkelige mørke.
Oplev Mandø efter mørkets frembrud
Når aftenen falder på, trækker vi i det varme tøj og går ud i landskabet.
På mørkevandringen oplever vi vaden og naturen på en helt anden måde.
Synssansen træder i baggrunden, andre sanser skærpes, og over os åbner den mørke himmel sig.
Vi besøger også Mandøs Dark Sky-plads og oplever, hvorfor fraværet af kunstigt lys er noget særligt, både for naturen og for mennesker.
Program
Kl. 13.00
Afgang med traktorbus fra Vadehavscentret til Mandø.
Kl. 14.30
Kaffe og kringle i Velkomststedet Stalden på Mandø.
Kl. 15.00-17.00
Foredrag med Morten DD Hansen: ”Hvad betyder mørket for dyr og planter?”
Kl. 18.00
2-retters menu på Mandø Kro.
Drikkevarer er ikke inkluderet. De bestilles og betales direkte på kroen.
Kl. 19.30-21.30
Mørkevandring på vaden og besøg på Dark Sky-pladsen.
Kl. 21.30
Traktorbus retur til Vadehavscentret.
Billetter
Den fulde Mandø-oplevelse - 750 kr. pr. person
Inkluderer transport med traktorbus, kaffe og kringle, foredrag, 2-retters middag og mørkevandring. Der er plads til maksimalt 50 deltagere (udsolgt - kontakt for at komme på venteliste)
Der er stadig pladser til foredraget.
Foredrag, kaffe og kringle - 150 kr. pr. person
For dig, der alene ønsker at deltage i eftermiddagens foredrag. Der udbydes yderligere maksimalt 50 pladser.
Sidste frist for tilmelding er 28. september 2026.
Tilmelding og betaling sker direkte til Mandø Fællesråd på darksky@mandoe.info
Betaling på Mobilepay 23409.
Eventuelle allergier eller ønske om vegetarmad skal oplyses ved tilmelding.
Praktisk information
Arrangementet foregår både inde og ude. Husk derfor praktisk og varmt tøj samt gerne gummistøvler til aftenens tur på vaden.
Der findes overnatningsmuligheder på Mandø for deltagere, der ønsker at blive på øen. Bemærk, at den inkluderede transport med traktorbus kun gælder d. 10. oktober.
Mandø er en tidevandsø, og naturens kræfter sætter betingelserne.
Arrangementet kan derfor blive aflyst med kort varsel, hvis vejr- og vandstandsforhold betyder, at transport til og fra øen ikke kan gennemføres forsvarligt.
Tag med til Mandø og oplev, hvad der sker, når dagens lys forsvinder, og mørket får lov til at være mørkt.
Kontaktoplysninger
- Email: darksky@mandoe.info
Sidst opdateret af:Vadehavskysteninfo@vadehavskysten.dk








