Fiskeoplevelser i Løkken
Tag fiskestangen med på ferien! Når du holder din ferie i Løkken er der udsigt til maritime oplevelser og spændende fiskeområder. Der er både mulighed for at fiske i ferskvand og i saltvand, og i tilfælde af manglende fangst, er der mulighed for at købe frisk fisk fra fiskerne i Løkken.

Løkken byder på et bredt udvalg af fiskeoplevelser – lige fra klassisk lystfiskeri til leg, læring og aktiviteter for hele familien. Uanset om du er erfaren fisker eller nybegynder, er der gode muligheder for at komme tæt på havet og fiskeriet.
Lystfiskeri
Har du lyst til at tage fiskestangen med ud i naturen, byder Løkken på flere gode fiskesteder i smukke omgivelser. Husk, at det er nødvendigt at købe fisketegn for at fiske i Danmark – det kan du gøre online. Børn og unge under 18 år må dog fiske gratis.
Mangler du madding eller udstyr, kan dette købes i Hjørring hos Brasholt, hvor der også er mulighed for at låne en fiskestang. Løkken Fiskepark tilbyder desuden et mindre udvalg af madding til fiskeri.
Du kan læse mere om fiskemulighederne langs hele Nordvestkysten her.
Kyst- og molefiskeri
Kyst- og molefiskeri er let tilgængeligt og velegnet for både begyndere og børn – men byder også på udfordringer for erfarne fiskere. Langs kysten er der gode chancer for fangst, da mange fiskearter søger føde tæt på land, ofte inden for revlerne.
I Løkken er det tilladt at fiske fra læmolen, men vær opmærksom på skiltning med eventuelle restriktioner. Hele året rundt er der mulighed for at fange blandt andet fladfisk, torsk og makrel.
Put & Take-fiskeparker
Ønsker du en mere kontrolleret fiskeoplevelse, kan du besøge en af Løkkens to Put & Take-fiskeparker, hvor der er mulighed for fiskeri både dag og nat.
Hos Løkken Fiskepark kan du fange regnbueørreder og bækørreder i to store søer, hvoraf den ene er særligt velegnet til børnefamilier. I parkens kiosk kan du leje fiskestænger og købe fiskeudstyr samt is og drikkevarer.
Hos Gølstrup Fiskepark kan du fiske regnbueørreder i tre søer, som ligger i naturskønne omgivelser.
Fiskeoplevelser for børn
Der er også masser af fiskeoplevelser for de yngste. På stranden eller ved molen kan børnene være med til at grave sandorm inden fisketuren eller prøve kræfter med krabbefiskeri blandt molens stensætninger – ofte kræver det blot en snor og en møltrik.
Leg & læring
Er du nysgerrig på fiskeri og dets historie, byder Løkken og Nordvestkysten på spændende oplevelser med fokus på leg og læring. Her kan du blive klogere på fiskeriets udvikling, grej og fartøjer:
Vil du opleve fiskeriet fra et større perspektiv, kan du besøge Nordsøen Oceanarium, hvor du både kan lære om fiskeriets udvikling fra kystbåde til oceangående fartøjer og opleve livet i Skagerrak i de store saltvandsakvarier – herunder hajer, makrel og den populære klumpfisk.
Køb af frisk fisk
I Løkken har du mulighed for at købe friskfanget fisk direkte fra fiskerne på stranden. I øjeblikket er der én erhvervsfisker, som løbende opdaterer sin Facebook-side med information om salgsdage og udvalg.
Følg Frisk Fisk Løkken for aktuelle opdateringer.
Derudover besøges Løkken jævnligt af fiskebiler fra andre havne, og både SuperBrugsen Løkken og MENY Løkken tilbyder et bredt udvalg af frisk fisk leveret hver morgen.
Havfisketure
Fra Hirtshals kan du tage med på havfisketure af forskellig varighed – fra korte ture på 4 timer til længere ture på op til 60 timer. Turbådene ligger ved Sydvestkajen i Hirtshals, hvor turene kan bookes direkte ved kajen eller online.
Find mere information om havfisketure og andre fiskeoplevelser her.
Kontaktoplysninger
- Email: info@loekken.dk
- Phone: 98991009
Find vej
Jyllandsgade 15
9480 Løkken
Sidst opdateret af::VisitNordvestkysten, Løkkeninfo@visitnordvestkysten.dk