
Forår og Påske i Fjordlandet
Nyd foråret på en påske-smuttur til Roskilde, Lejre og Frederikssund med hele familien. Oplev sjove “æggede” oplevelser på museerne og Nationalparkens skønne natur. Nyd en påskefrokost på de hyggelige cafeer og restauranter.
Tag hele familien med ud på en aktiv tur i Fjordlandets spirende natur, vær sammen om hyggelige oplevelser på museerne, besøg Vikingerne og meget andet.
I Fjordlandet kan I opleve de gamle traditioner som for 100 år siden. Besøg den gamle vandmølle, Tadre Mølle, og vær med til “ÆggeRafting” ned ad bækken og prøv at filte påskeæg. I kan også besøge Lützhøfts Købmandsgård i Roskilde, hvor der er masser af gamle lege og det bugner med påskeæg som du kan være med til at trille, finde, farve og ikke mindst spise.
Eller prøv kræfter med påskeopgaver på Frederikssund Museum, Færgegården og lær at beskytte dig mod hekse og lave ni-kåls-suppe. I Sagnlandet Lejre kan I fejre Landbopåske som i 1800-tallet og puste æg eller løbe æggeløb på forhindringsbane.
Er I vilde med viden, så kan I udforske ældgamle fund, som Vikingeskibsmuseet i Roskildes arkæologer har hentet op fra havets dyb. Og dykke ned i en verden af kreativitet med et besøg på Willumsens Museum.
Forår er også anemonetid. Gå en tur på ”Anemonesporet” i Boserup skov, som er en ca. 4 km lang gåtur, hvor I kan være heldig at se både almindelige hvide, samt de mere sjældne gule og blå anemoner. Eller hvad med at overnatte i shelter og lave pandekager over bål?
I kan også smage på de lækreste, lokale, økologiske råvarer og fylde madkurven til lækre påske-anretninger, når Fjordlandets spisesteder inviterer til påskefrokost og producenterne åbner gårdbutikkerne.