©  Foto:

“The Great Dane” slår til på Samsø

Thomas Bjørn er en af Danmarks mest vindende golfspillere, og gennem en 30 år lang karriere har han oplevet flere golfeventyr, end de fleste får lov til. Det er bl.a. blevet til 15 turneringssejre i Europa Touren, og han har flere gange været med på det vindende Ryder Cup-hold. I 2001 blev han kåret til Årets Sportsnavn i Danmark.

Af Jacques Rahr.

En særlig klubånd
Når man som Thomas Bjørn har spillet på alle de legendariske baner i verden, kan man måske tænke, at golfbanen på Samsø ikke kan imponere, men sådan er det slet ikke: ”Banen passer rigtig godt til Samsø, synes jeg. Den er tilpas udfordrende til, at banens faste spillere altid kan få et spændende spil. Og for gæster, der kommer til øen, er det særligt beliggenheden ud til vandet og muligheden for at kombinere golf med udflugter og restaurantbesøg på resten af øen.”

Thomas Bjørn fremhæver også den helt særlige ånd, der hersker i Samsø Golfklub. ”Der er mange gode folk i klubben, og det er helt tydeligt, at de er glade for turneringer som Ecco Tour, der er noget andet, end de er vant til. Der er en helt særlig ånd, hvor stoltheden virkelig skinner igennem,” forklarer han.

Noget på spil
Det er netop Ecco Tour, der bringer verdensnavnet til Samsø. ”Vi har været på Samsø med Ecco Tour en del gange, og vi er altid glade for at komme her. Vi har et rigtig godt samarbejde med golfklubben, og banen er rigtig sjov og ikke helt nem at spille på. Selv om jeg efterhånden har gået en del runder, får jeg stadig et kick, når jeg spiller det 8. hul helt ned til Kattegat,” fortæller promoter Flemming Astrup, der ejer Ecco Tour.

Ecco Tour er en såkaldt pro-am turnering, hvor professionelle og amatører spiller side om side ”Der er fire spillere på et hold – tre amatører og en professionel. Holdets bedste score på hvert hul er tællende til holdets samlede resultat. Når runden er slut, vil det hold, der har scoret flest point, stå med sejren. Sideløbende spiller de professionelle deres egen turnering, så for dem drejer det sig både om at sikre point til sig selv og til holdet. Pro-Am turneringen tæller for de professionelle med i kvalifikationen til Challenge Tour, så der er virkelig noget på spil,” forklarer Flemming.

Det næste slag
Mixet af professionelle og amatører er noget, Thomas Bjørn som garvet golfspiller sætter stor pris på. ”Amatørgolf handler om ét slag – det næste – og har man slået et fantastisk slag, husker man det i ugevis. Spiller man på professionelt niveau, drejer spillet sig mere om at sætte runder sammen. Når vi går sammen professionelle og amatører, skaber det en særlig dynamik. Personlighederne kommer virkelig frem, må man sige. Amatørerne spørger os af og til råds om et slag eller en teknik, men det er meget sjældent, de gør, som vi siger. De tror på sig selv, og det er det fede,” siger Thomas med et stort grin.

Thomas Bjørn startede på golf, da han var seks år gammel, og det med børn og golf ligger ham meget på sinde: ”Når man er barn, handler golf rigtig meget om venskaber og fællesskaber, synes jeg. Alt, hvad du laver som barn, er sjovt, når man gør det i en flok. Inspirationen og begejstringen skaber de bedst selv, børnene, selvfølgelig med god opbakning fra klubbens trænere”.

Vigtigheden af et godt golfmiljø for unge spillere er også en af grundene til, at Thomas Bjørn sammen med nogle andre topspillere har stiftet ”Players Foundation Denmark”, der bl.a. har til formål at få flere børn og unge ind i golfsporten og samtidig være med til at sikre den fortsatte udvikling af danske golftalenter. Derfor glæder det også Thomas Bjørn, at netop Samsø Golfklub med sine juniorcamps og ungdomshold har et stort fokus på de næste golfgenerationer.

THOMAS BJØRN

  • er født i 1971 i Silkeborg
  • blev professionel i 1993
  • er kendt som “The Great Dane” blandt sine kolleger og fans
  • har vundet ca. 134,5 mio. i præmiepenge i løbet af sin karriere fra 1993 til 2022
  • blev i 2019 optaget i World Golf Hall of Fame

SAMSØ GOLFKLUB

  • I 2023 var der ca. 6.000 greenfee-gæster i Samsø Golfklub
  • Med et DGU-kort kan man blive flexmedlem af Samsø Golfklub for en meget favorabel pris
  • Siden 2012 har der ikke været anvendt nogen form for sprøjtemidler
  • I 2015 fik klubben Dansk Golfunions Miljøpris

Læs mere om klubben og banen på samsoegolfklub.dk

THOMAS BJØRN SAMSØ CLASSIC BY SAMSØ FESTIVAL

  • ECCO Tourens afdeling på Samsø, ”Thomas Bjørn Samsø Classic by Samsø Festival” afholdes igen d. 5. - 7. juni 2024
  • Turneringen har Thomas Bjørn som både deltager og vært
  • Turneringsprogrammet byder foruden golfspil på middag og underholdning

Læs mere om turneringen på danish.golf