Stenen i træet – en troldehistorie fra Fur
I haven i Karolines Hus ligger der en to tons tung sten i et træ!
Spørgsmålet lyder selvfølgelig:
”Hvordan er den kommet til at ligge der”?
Joo,- ser du: oppe i bakkerne lever trolden og hans familie under Gråstenen, og Trolden holder meget af at sove længe om morgenen. Specielt om søndagen, hvor hele familien holder fri og hygger sig.
På Fur ringer kirkeklokkerne specielt højt om søndagen, og det når helt op i bakkerne til Gråstenen og forstyrrer Troldens morgensøvn - rigtig meget om søndagen.
Så blev det alligevel for meget for Trolden. Han skummede af raseri, stod op og gik ud for at finde den største sten, som han kunne finde. Den ville han kaste mod kirketårnet og smadre det og klokkerne, så der kunne blive fred, og han kunne få sin morgensøvn om søndagen.
Som tænkt så gjort – og stenen bragede af sted fra bakkerne mod kirken i lavlandet.
Desværre havde Trolden, på trods af sit afsindige raseri, ikke kræfter nok til at sende stenen hele vejen. Så den landede i et rønnebærtræ hos Ellen og Troels i Karolines Hus, hvor den til stadighed kan ses.
Og det er ganske vidst – Ingen levende mennesker har nogen sinde set Trolden, men der er lavet en statue af trolden, som man tror han ser ud. Den står i Fur Museums have.