Kan man få fisk og skalddyr på madfestivaller?
Om foråret kan man opleve Hvide Sande Sildefestival og Thorsminde Sildedag. Begge steder hylder de mange lystfiskere den sølvklædte fisk og dyster om, hvem der kan fange den største, og hvem der er bedst til at filetere dem. Og så er der selvfølgelig sildebord med snaps og årets sildeopskrift.
I Hvide Sande er egnsspecialiteten dabs ligeledes en forårsbebuder. I maj kan man smage de tørrede dabs, saltede fladfisk, oftest isinger, som hænges til tørre i den salte vestenvind. I gamle dage hængte man dem til tørre på skibenes sejl. Dabs nydes enten kolde, stegte, ristede eller kogte med purløgssovs. En anden specialitet er Hvide Sande-rejen, den lille grå og smagfulde hestereje, som de seneste år har vundet indpas som delikatesse også i Danmark, og som Hvide Sandes fiskere vil udbrede kendskabet yderlige til ved den årlige rejefestival.
Første, anden, tredje! I Skagen, Thorsminde, Stenbjerg, Thyborøn, Hvide Sande, Bork og Esbjerg kan man sommeren igennem byde på dagens fangst og opleve den specielle stemning, når de gammeldags fiskeauktioner genoplives, og auktionarius svinger hammeren, så også turister og private kan byde på fisk til at tage med hjem til middagsbordet.
Hvad er Fiskens Dag?
Man kan også opleve Fiskens Dag, der samler de lokale såvel som turister, og som afholdes i Hirtshals, Hvide Sande, Esbjerg, Thyborøn og Thorsminde og i Hanstholm, hvor dagen kaldes for "Haw Daw". Programmet er forskelligt fra by til by, men underholdning og konkurrencer er faste indslag, for eksempel kend din fisk-konkurrence eller mesterskab i krabbefiskeri, og der er boder med alt godt fra havet og live musik.
I august står Hirtshals på den anden ende, når Hirtshals Fiskefestival løber af stablen. De omkring 10.000 besøgende, der kommer hvert år, kan opleve den levende havn og komme på rundtur i havnebassinet og smage havets herligheder hos de mange aktører, der byder på fristelser i mundrette portioner. Festivalen tiltrækker også dygtige kokke, som dyster i den skarpe konkurrence om at vinde årets kokkekonkurrence, Local Cooking. Hvert år udvælges en fiskeart som hovedingrediens, som alle kokke skal anvende i deres ret. Mange af restauranternes bidrag i konkurrencen er at finde på deres menuer efterfølgende. Ved festivalen kåres også Årets Sild, gammelmodnet selvfølgelig, som kan smages på festivalen og efterfølgende købes i butikkerne.