
Hvide Sande - smuk natur og friske fisk
Mellem fjord og hav er der frisk fisk til alle og store naturoplevelser i Hvide Sande. Her kan man mærke en stærk kultur omkring livet ved havet.
Et betagende og næsten måneagtigt landskab åbner sig, når man kører ad den lange tange fra Nymindegab mod Hvide Sande. Af og til møder man, imellem klitterne og det bugtede landskab, cykelfolket på deres vej langs Vestkystruten.
Klitterne, stranden, havet og fjorden udgør et naturskønt legeland både til lands og til vands for den aktive feriegæst. De farverige kitesurfere byder velkommen sammen med surferne på wakeboard og Stand Up Paddling Board (SUP), der rider på bølgerne langs stranden og på fjorden. Og sælerne hilser høfligt på sommer- såvel som vinterbadere, der tager en dukkert og bagefter luner sig i den tøndeformede sauna på stranden. Stranden er biograf, og himlen er lærred, når solnedgangen kysser kysten gylden, og i det øjeblik står tiden nærmest stille.
Hvide Sande fascinerer med sine kontraster. Det vilde hav og den rolige fjord. Her går tiden langsomt, men alligevel er der i Hvide Sande altid heftig aktivitet. Slusen og den arbejdende havn er Hvide Sandes bankende hjerte. Fiskefartøjerne og de mange trucks er ikke kun en kulisse, og de vejrbidte ansigter og det rustne jern fortæller en autentisk historie om livet på kanten af Nordsøen. Tyskerhavnen, den gamle havn med de gamle rødskurede bådskure, viser i glimt Hvide Sande som det fiskersamfund, det var engang, alt imens havvindmøllerne og de store trawlere fortæller historien om ny energi og industri. Her kan man i dertil indrettede huse komme bag om Hvide Sandes og fiskeriets historie, og vil man se hele herligheden fra vandet, kan man komme med på rundfart i havnen.

Foto:Food Out West
Når der går sport i fisk
Når man står ude på sydmolens spids, der rækker 700 meter ud i havet, befinder man sig midt i det brusende Vesterhav. Det er et yndet sted for de mange lystfiskere, hvis ikke de står nede ved slusen og prøver lykken med deres blink. Det er også i Hvide Sande, at sildefiskere i hobetal mødes og konkurrerer om at trække flest og størst sild i land.
Samtidig hyldes den lille sølvfarvede fisk med konkurrencer om de bedste opskrifter på marinerede sild og i sildefiletering på tid. De rigtig garvede fiskere deltager også i særlige konkurrencer om efteråret, hvor vejret ofte er hårdt og brutalt. Her fiskes der direkte fra stranden og ude i brændingen i både de lyse og mørke timer.

Foto:Food Out West
Frisk fisk fra hav til mav'
Hvide Sande er kendt for sine mange fiskeforretninger, der sælger alle slags fisk, såvel frisk som røget, og skaldyr fra Vesterhavet lige udenfor. Her er missionen at få flere til at spise fisk, den friske af slagsen, direkte fra hav til mav', som de siger. I butikkerne, såvel som ved fiskebilerne, der gør stop rundt i det vestjyske, kan man købe alverdens fisk og sågar også få leveret lige til døren.
Sidder man i feriehuset og vil have leveret frisk fisk fra kutter til dør, så kan man også bestille fisk til levering. Så bliver havets friske skatte kørt ud, så snart fisken er losset og fileteret på havnen.
Den berømte lille reje – Hvide Sandes specialitet
Ud fra havnen i solnedgangen sejler trawlerne, med deres store net på siderne, til havs for at stryge hesterejer: den lille grå reje, som har sat Hvide Sande på landkortet. Syd for grænsen spises hesterejen flittigt, som til trods for sin lille størrelse har rigtig meget smag.

Foto:Food Out West
På disse kanter kendes den som Hvide Sande-rejen og har de seneste år vundet indpas som en delikatesse, også i Danmark. Den kan fås i Hvide Sandes mange fiskeforretninger og har sågar fået sin egen festival.
Stil appetitten i Hvide Sande
Fælles for mange af Hvide Sandes hyggelige spisesteder er udsigten til den aktive havn, slusen og havet - og selvfølgelig den friske fisk på menuen. De kan betragtes som værende blandt de mest vestligt beliggende fiskerestauranter i Danmark - og det er ikke tilfældigt, at restauranterne ligger netop her med udsigten og tæt på havnen og fiskerne, som lander de friske råvarer direkte ved kajen.
På havnen og i byen ligger spisesteder med omfattende spisekort, der byder på lækre fiskeretter og populære fiskebuffeter. Både sprødstegte fiskefrikadeller, stjerneskud og fiske- og rejesandwich kommer på bordet. Og Hvide Sandes specialitet, sildesandwichen, som især de tyske gæster er så glade for, er populær at nyde tæt ved havnen.
Hvide Sande kan man både finde de enkle beværtninger og steder med et højere ambitionsniveau. Der er både klassiske frokostretter på menuen og lækre frokostbrætter med små delikate anretninger. Til aften er det også muligt at gå flere veje med enten de mere klassiske a la carte-retter eller store menuer med kreative og moderne serveringer.

Foto:Colin Seymour