Ferienhäuser in Løkken

300 flere sommerhuse til udlejning

19.9.2019
Foto: Mette Johnsen

Kampagnen Hold liv i Sommerlandet og det nye bundfradrag har givet flere huse til udlejning og har dermed forhindret et fald i kapaciteten. Lige nu forsvinder mange huse fra markedet på grund af ejerskifte, og skal væksten på feriehusområdet fortsætte, kræver det ny kapacitet. 
 

Rekorderne i overnatninger og udlejninger står i kø, og det samme gør sommerhusejerne, når der inviteres til informationsmøder om bundfradrag og ferieudlejning rundt om i landet. Det er landets borgmestre, der inviterer til møderne, som er en del af kampagnen Hold liv i Sommerlandet, som skal skaffe flere feriehuse til udlejning i de næste år. For flere gæster i sommerhusene er lig med aktivitet og omsætning i kommunerne, der får gode indtægter hjem på turisternes forbrug og lokalsamfundets aktiviteter forbundet med at servicere turisterne og husene.

"Der er stor interesse for møderne, og vi vurderer, at vi i år har fået omkring 300 flere huse til udlejning som et resultat af det forhøjede bundfradrag og kampagnen, der informerer herom. Det betyder, at vi ikke har tabt kapacitet, som man kunne frygte, men tværtimod har vi fået mulighed for at få flere turister hertil hele året, også i højsæsonen, som vi ellers allerede sidste år anså som total booket", siger direktør Carlos Villaro Lassen fra Feriehusudlejernes Brancheforening.
 

Holiday home in North Jutland

Foto:Niclas Jessen

Nye ejere trækker huse fra markedet

I de seneste år er flere huse trukket væk for udlejningsmarkedet herhjemme. Ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening skyldes det, at mange huse har skiftet hænder, og de nye ejere ikke umiddelbart er interesseret i at leje ud i samme omfang som de tidligere. Sommerhus markedet er omsider kommet sig oven på finanskrisen, og de nye ejere har købt netop for at bruge huset selv og ikke for at leje ud. Her har det højere bundfradrag nok hjulpet noget, men reelt har de mange ejerskifter betydet færre huse til udlejning. Carlos Villaro Lassen vurderer i størrelsesordenen 300-500 huse.

"Det er helt klart vores opfattelse, at vi havde mistet kapacitet, hvis ikke de nye skatteregler var kommet, og feriehusejerne kendte dem og handlede på dem ved enten at gå ind på udlejningsmarkedet eller ved at leje mere ud.  Og der er brug for endnu flere huse. De mest populære destinationer har i år kunnet melde udsolgt 12 uger i træk over sommeren, og i flere områder har vi ramt loftet. Det skal vi have hævet nu med ny kapacitet, og vi kan helt sikkert leje mere ud. Det er min vurdering, at vi i år kunne have udlejet yderligere 5.000  flere huse i højsæsonen", siger Carlos Villaro Lassen.
 

Familie im Ferienhaus in Hitshals

Foto:Robin Skjoldborg

Vækst i skuldersæsonen

Foreløbig tegner 2019 til et blive endnu et rekordår i dansk turisme. Både danskerne og især tyskerne i feriehusene trækker væksten, der har gode takter. Væksten sker nemlig i hele landet og hele året. Og hvor husene tidligere var reserveret til feriehusejernes eget ophold i maj og juni, er forårsmånederne nu blevet gode måneder med et stabilt højt udlejningsniveau. Baseret på årets første syv måneder forventer  Feriehusudlejernes Brancheforening således en vækst på 5 pct. svarende til 1 mio. flere overnatninger.

"Det er jo uden tallene for hele højsæsonen, hvor vi har haft udsolgt over det meste af landet.  Men skal vi fortsætte de samme gode takter de næste år, skal der flere huse til. Så vi ser også frem til, at der kommer flere feriehuse som følge af planloven. Men de skal jo lejes ud for skabe væksten, så vi har brug for kampagnen Liv i Sommerlandet til at gøre opmærksom på, hvor attraktivt det er at leje ud. Kampagnens budskaber er absolut vigtige for at sikre den tilstrækkelig kapacitet til vækst", siger Carlos Villaro Lassen.

Planloven giver flere huse

Ifølge planloven kan landets kommuner i de næste år udlægge 6.000 nye sommerhusgrunde i kystnærhedszonen mod, at der samtidig tilbageføres 5.000 sommerhusgrunde til landzone. Og det glæder Feriehusudlejernes Brancheforening For middelbart lyder det som 1.000 ekstra sommerhuse, men i udlejningsperspektiv betyder udlægningen, at man bytter ikke-attraktiv kapacitet ud med huse, der har stort udlejningspotentiale. 

”Forudsat at husene kommer til udlejning, vil det betyde flere ekstra huse end de 1.000 stk. og dermed mulighed for at realisere det potentiale, som vi ved, der er i markedet. De seneste analyser viser, at over 13 mio. tyskere kunne tænke sig at holde ferie i Danmark, og også danskerne selv har fået øjnene op for,  hvor meget man kan opleve i Danmark. Så lige nu er der nok af kunder til ferie i Danmark. Nu gælder det om at udnytte potentialet og holde momentum”, siger Carlos.

I 2018 var der 19,5 mio. overnatninger i feriehuse i Danmark. Danskerne stod for ca 5 mio., og tyske turister tegnede sig for 12,4 mio. af dem. Mere end halvdelen af de udenlandske overnatninger var i feriehusene . I Danmark udlejes ca. hvert femte hus ud af danskernes tilsammen 200.000 feriehuse.
 

Family playing at holiday home, North Zealand in Denmark

Foto:Niclas Jessen