Family playing in summer house near beach, West Jutland

Markant flere bookinger gennem online platforme

17.12.2024
Foto: Niclas Jessen

Online platforme som Airbnb bliver mere og mere populære, men der mangler stadig data for at tegne et præcist billede af udviklingen, mener VisitDenmark.

Markant flere overnatninger i Danmark bliver booket gennem de fire førende online platforme Airbnb, booking.com, Expedia og Tripadvisor. 

Det viser nye tal fra Eurostat, som VisitDenmark har samlet i rapporten ”Overnatninger booket via online platforme” for at følge den stigende del af overnatningerne, som ikke bliver indberettet til Danmarks Statistik. 

I 2023 blev der booket 6,1 mio. overnatninger gennem de fire online platforme. Det er en stigning på 23 pct. i forhold til 2022 og 41 pct. flere end i 2018, som er det første år med data fra de fire platforme. 

”Rejsemønstrene ændrer sig konstant, og de senere år er det blevet mere og mere populært at booke private boliger på ferien. Det giver en række fordele for både turisterne og de værter, som lejer ud for en kortere periode. Men det har også vist sig at have en bagside for især de byer, hvor privat udlejning er meget udbredt. Derfor er det vigtigt at have data, så vi kan følge udviklingen inden for denne rejseform, som bliver mere og mere udbredt også i Danmark,” siger kommunikations- og udviklingsdirektør Anne Villemoes, VisitDenmark. 

Risiko for dobbelttælling  

Mens antallet af overnatninger på online platformene er steget 23 pct. fra 2022 til 2023, er de øvrige overnatningsformer i Danmark kun steget 0,2 pct. i samme periode. 

Overnatningerne i Danmarks Statistik og Eurostat kan dog ikke sammenlignes direkte, da en del af især feriehusovernatningerne kan være talt med i begge statistikker. 

Når man spørger Feriehusudlejernes Brancheforening, er det dog kun en lille del af de kommercielle feriehusovernatninger, som bliver booket via online platforme som Airbnb, og som derfor kan være talt med i begge statistikker:   

”Gæsternes bookingmønstre er under løbende forandring, og for nogle feriehusudlejere er online platformene et vigtigt supplement til deres egne salgskanaler. Ser man på de samlede feriehusovernatninger i Danmark, er det dog kun en meget lille andel, der bliver solgt gennem denne type online platforme,” siger direktør Pernille Kofod Lydolf, Feriehusudlejernes Brancheforening.  

Behov for flere data 

Selv om det er positivt, at onlineplatformene er begyndt at indberette til Eurostat, ønsker VisitDenmark mere detaljerede data. 

”Onlineplatformene er blevet store, kommercielle spillere, og vi har brug for flere data for at kunne følge udviklingen på samme måde, som vi kan med andre kommercielle overnatningsformer. Vi håber, at de nye EU-regler for kortidsudlejning kommer til at skabe den nødvendige gennemsigtighed på området,” siger Anne Villemoes. 

I 2023 blev 3,6 mio. overnatninger i kyst- og naturturismen booket gennem de fire platforme, hvilket er en stigning på 26 pct. i forhold til 2022 og en fordobling siden 2018. 

Storbyturismen nåede op på 2,5 mio. overnatninger i 2023, hvilket er 32 pct. flere end i 2022. Både København, Aarhus, Odense og Aalborg oplevede vækst. 

Overnatningerne i storbyerne ligger stort set på samme niveau i 2023 som i 2018. København ligger under 2018-niveauet, mens Aarhus, Odense og Aalborg ligger over.