Alpacapark – Oplev alpacaer ved Ringsted
Alpacapark ved Gyrstinge Sø nord for Ringsted inviterer voksne og større børn til rolige møder med en flok alpacaer – på gåtur i skoven eller i selskab med dyrene i folden. Alle besøg foregår på alpacaernes præmisser og kræver forudbestilling.

Ved Gyrstinge Sø nord for Ringsted ligger Alpacapark, en lille alpacafarm omgivet af skov, marker og stilhed. Her bor en flok alpacaer, som hver har sit eget navn og sin egen personlighed. Nogle kommer nysgerrigt hen til hegnet, mens andre holder sig i baggrunden og betragter de nye gæster, indtil nysgerrigheden tager over. Alpacapark er et sted for ro og nærvær, hvor man kommer for at opleve dyrene på deres egne præmisser.
På alpacaernes præmisser
Respekten for dyrene præger alt i Alpacapark. Alpacaer er nysgerrige og kommunikative, men også sensitive flokdyr, der sætter pris på ro, og de bryder sig ikke om at blive klappet og krammet. Derfor handler et besøg om at være sammen med dyrene, iagttage dem og lære at aflæse deres signaler. Tempoet er langsomt, og antallet af gæster er begrænset af hensyn til flokken. Alle deltagere skal kunne udvise en rolig og afdæmpet adfærd.
Gåtur med din egen alpaca
En af de mest populære oplevelser er alpaca-gåturen. Efter en introduktion til flokken, hvor guiden fortæller om de enkelte dyrs personligheder, går man sammen med sin alpaca ind i parkens lille skov. Turen varer omkring halvanden time, og der er noget næsten meditativt ved at gå side om side med et dyr, der hverken har travlt eller keder sig. Gåturen er for voksne og større børn: Man skal være mindst 9 år for at deltage og 12 år for at gå med sin egen alpaca.
Alpaca-hygge i folden
Foretrækker man at blive i parken, kan man booke Alpaca-hygge: to timer i selskab med alpacaerne og den smukke natur omkring farmen, hvor man kan lade op og nyde roen. Man er velkommen til at medbringe en picnickurv. Vil man blive længere, kan man overnatte på farmen i Alpacacamp eller i hytten AlpacaHome.
Café og gårdbutik
I gårdbutikken og caféen med udsigt over folden og Gyrstinge Sø kan man købe garn spundet af uld fra farmens egne alpacaer – på banderolen står navnet på det dyr, uldet kommer fra – samt tæpper, tørklæder og andre alpacaprodukter.
Godt at vide
Alle besøg kræver forudbestilling, og den præcise adresse oplyses ved booking. Oplevelserne er ikke rettet mod små børn, og hunde er ikke velkomne, da de stresser alpacaerne. Tag godt fodtøj og tøj efter vejret på, for gåturene gennemføres i næsten al slags vejr.
Et besøg i Alpacapark kan sagtens kombineres med andre oplevelser på Midt- og Vestsjælland, fra skovture og søer til strande og historiske seværdigheder. Find mere inspiration hos destinationsjaelland.dk.
Kontaktoplysninger
Faciliteter
- Borde/Bænke
- Kiosk
- Parkeringsplads for busser
- Medbragt mad tilladt
Sidst opdateret af:Destination Sjælland info@desj.dk







