VisitDenmark

Ansgar Kirke år 860 og vægmalerierne

Træd ind i en rekonstrueret trækirke på Ribe VikingeCenter, og forestil dig et kirkebesøg i vikingetiden. Her fortæller 50 farverige vægmalerier bibelske historier og giver indblik i den tidlige kristendom i Ribe.

Ansgar Kirke år 860 og vægmalerierne  I Ansgar Kirke finder man et kirkerum, som det meget vel kunne have set ud i midten af 800-tallet. Vi fortæller om kirken, den første i Danmark, og om udsmykningen, hvor især de farverige vægmalerier springer i øjne
Ribe, Sydjylland
Forlystelses- og temaparker
Foto: Ribe VikingeCenter

Træd ind i Ansgar Kirke år 860 på Ribe VikingeCenter, og oplev et bud på, hvordan et kirkerum kunne have set ud i vikingetiden. I den sparsomt oplyste trækirke møder du farverige vægmalerier, der fortæller bibelske historier og giver indblik i den tidlige kristendoms billedverden. Kirken formidler en tid, hvor den kristne tro vandt indpas i Ribe, mens mange stadig troede på Odin og Thor.

Et bud på Ansgars kirke i Ribe

I midten af 800-tallet fik biskoppen og missionæren Ansgar kongens tilladelse til at opføre en kirke i Ribe. Handelsbyens forbindelser til kristne områder mod syd var med til at bringe den nye tro til byen. Udgravninger omkring Ribe Domkirke har siden afdækket kristne grave fra 800-tallet, som vidner om kristendommens tidlige tilstedeværelse i området.

Kirken på Ribe VikingeCenter er ikke en bevaret vikingetidskirke eller en nøjagtig kopi af Ansgars oprindelige bygning. Den er et kvalificeret rekonstruktionsforslag baseret på viden om kirkebyggeri i 800-tallet. Størrelsen og konstruktionen tager udgangspunkt i et kirkefund i Tostedt nær Hamburg. De udvendige udskæringer er inspireret af vikingetidens udsmykning på smykker og beslag, mens kirkens indre henter inspiration fra datidens kristne kunst i Sydeuropa. Rekonstruktionen blev indviet i maj 2018.

50 vægmalerier i karolingisk stil

Indvendigt er kirkevæggene udsmykket med 50 motiver i karolingisk stil, en stilart fra cirka år 780–900. Forlæggene er hentet fra kristne bøger og bevarede kirkevægge fra perioden. Billederne viser, hvordan bibelske fortællinger kunne formidles visuelt og gøre det kristne budskab forståeligt og lettere at huske.

Billedkunstner Trine Theut har stået for research, skitser og bemaling. Malerierne er udført med ægtempera og blandt andet okker, trækul og umbra. Nogle af datidens farver indeholdt bly eller arsenik; til rekonstruktionen er disse farver derfor fremstillet med andre pigmenter. Udsmykningen giver mulighed for at forestille sig det farverige kirkerum, som de første kirkegængere kan have mødt.

En kirkeklokke med forbillede i Hedeby

Kirkens klokke er en kopi af Hedeby-klokken, som blev fundet i Hedeby Nor i 1978 og er dateret til 900-tallet. Kopien blev støbt på Vikingemuseet Hedeby og derefter bragt til Ribe med kærre og vikingeskib af de frivillige, der deltog i arbejdet. Sammen med trækonstruktionen, udskæringerne og vægmalerierne er klokken en del af fortællingen om den tidlige kristendom i vikingetidens Ribe.

Læs mere

Find vej

Roagervej129

6760 Ribe

Find vej
Loading map...

Sidst opdateret af:Vadehavskysteninfo@vadehavskysten.dk