Café Ritz
Café Ritz lægger vægt på skønne lokale råvarer, gode smagsoplevelser, den hyggelige stemning og et smilende personale.
Teamet på Café Ritz elsker Lolland-Falster og er stolte af området og de mennesker, der bor her. Mennesker – dem med hjertet på det rette sted, dem med engagement og vovemod og livsglæde – man møder dem hele tiden. Der er intet småt ved Smålandsøerne, tværtimod så er her storsind og kvalitet. Derfor samarbejder caféen mest muligt med lokale leverandører. Dels fordi Lolland-Falster producerer nogle fantastiske produkter, men også fordi teamet gerne vil støtte lokalsamfundet og bakke op om initiativ og idérighed.
Fælles for køkkenet er at alle brænder for at lave god mad, hjemmebag, friske råvarer og spændende smagsoplevelser. Økologi bliver vægtet højt i køkkenet, som helt generelt sætter en stor ære i deres madlavning.