©  Foto:

Dyr på Samsø

Her er hede, skov, strandenge, overdrev og lange kyststrækninger. Derfor findes der også et meget rigt dyreliv. I kan f.eks. se:

Råvildt
Dådyr og rådyr kan ses i stort tal over hele øen. De er især aktive ved solopgang og solnedgang. Især i skumringen kan man ofte opleve rådyr, der krydser vejene, så kør forsigtigt.

Haren
Mens haren er tæt på at blive en truet dyreart på fastlandet, trives den i bedste velgående på Samsø. Blandt andet Samsøs mange solbærmarker, grøntsagsmarker og læhegn giver god føde og skjul for harerne og deres unger.

Ræven
Ræven blev udryddet omkring 1900, fordi den blev anset for et skadedyr. I 1970 indvandrede ræve af sig selv igen til Samsø, og i dag er der en fast bestand ikke mindst på grund af Samsøs store fuglebestand, der giver ræven gode fødemuligheder.

Edderfugle
Stauns Fjord har en af Danmarks største bestande af ynglende edderfugle. De yngler forår og sommer på Besser Rev og på de øvrige, fredede områder.

Rørhøgen
En stor flot rovfugl, der kan ses over hele øen, specielt omkring moser med rørskov, hvor den har rede.

Øvrige fugle
Der er et rigt fugleliv på Samsø, som du kan finde flere oplysninger om her

Grønbroget tudse
Samsø er den nordligste og vestligste bastion for denne tudse, og der er gjort meget for at sikre gode leveområder for den på øen.

Sæler
Omkring Samsø lever en stor bestand af sæler. Der er især en stor fredet koloni på ca. 300-400 sæler, der holder til på Bosserne. I kan møde sæler i hele farvandet rundt om Samsø på jagt efter føde. Af og til går især sælungerne i land på Samsøs strande. Her er det vigtigt at holde afstand, så sælungerne tør svømme ud til flokken efter et hvil. I kan tage på Sælsafari med skibet MS Tunø – Læs mere her

Marsvin
Det sydlige Kattegat har en meget stor bestand af marsvin. I stille vejr, især sommer og sensommer, kan man være heldig at se deres rygfinne, når de springer over vandet eller høre deres karakteristiske snorkelyd.