Egtvedpigens Verden
Besøg Egtvedpigens Verden, som ligger smukt i ådalene tæt på Egtved by. Det nye museumsprojekt fortæller interaktivt historien om bronzealderpigen, som levede for 3.500 år siden.

Kom og oplev det nye univers i Egtved, som VejleMuseerne har været i gang med at arbejde på i mere end 10 år. Her bliver bronzealderens og Egtvedpigens historie fortalt. Det bliver den lige der, hvor Egtvedpigen levede for 3.500 år siden.
Egtvedpigens Grav
Egtvedpigen blev fundet torsdag den 24. februar 1921. Gårdejer Peter Platz ved at fjerne de sidste rester af en gravhøj på sin mark, da han stødte på en kraftig tilhugget egestamme.
Nationalmuseet stod for udgravningen, og derfor blev egetræskisten efterfølgende transporteret til København. Da man åbnede den, fandt man øverst et koskind. Under det lå et vævet tæppe af brun uld, og under tæppet lå den døde selv, en 160 cm høj ung pige, hvis halvlange hår næsten skjulte ansigtet og en lille bronzeørering.
Pigen blev siden kendt som Egtvedpigen.
Bælteplade af bronze og snoreskørt
Hun lå på ryggen, og huden var velbevaret, men ingen knogler var tilbage. Hun var iført en bluse af brun uld og om hvert håndled en bronzering. Under blusen kunne man ane den ikoniske bælteplade af bronze. Et skørt af snoede brune uldsnore var viklet to gange om livet.
Ved venstre skinneben lå en tøjbylt med de brændte knogler af et 5-6-årigt barn. Ved fødderne stod en spand af birkebark med resterne af en slags honningsødet øl.
En blomstrende røllike i kisten fortalte, at begravelsen havde fundet sted i sommerhalvåret. Pigen var død i en alder af ca. 16-18 år.
Hele det originale Egtved-fund er udstillet på Nationalmuseet i København. Så du skal altså til hovedstaden for at se Egtvedpigen selv.
Find vej
Egtved Holt 12
6040 Egtved
Sidst opdateret af::Destination Trekantområdet – VisitVejlevisitvejle@vejle.dk






