site logo

Frendrup Nihøje

Der findes en vidunderlig udsigt over Himmerland fra Frendrup Nihøje, der er 105 meter højt. Navnet kommer af, at der tidligere har været ni gravhøje på bakketoppen, men i dag er der kun 6 tilbage.

I området omkring Frendrup Nihøje er der fundet rester af noget af den første beboelse i Himmerland og rester fra opdyrkede marker tilbage fra bronzealderen. Ved lågen til indgangen ligger en skålsten fra bronzealderen med en synlig helleristning. Stenen er mellem 2500–3000 år gammel.

I middelalderen lå gården Frendrup Gård et par hundrede meter vest for højene, og ved udgravninger er der fundet rester af både en opmuret bageovn og en vandmølle. Gården var i sin tid ejet af kirken og blev derfor nedlagt, da kongen overtog gården i forbindelse med Reformationen i 1536. Det er ikke muligt at se noget fra gården i dag.

Frendrup Nihøje vil være et naturligt besøg, hvis man tager en cykeltur med Vokslev Ruten fra Nibe mod Ellidshøj.