©  Foto:

Glenstrup Sø og fiskeri

Glenstrup Sø, en af Danmarks dybeste søer og en naturskøn perle i Himmerland. Søen er et ideelt sted for lystfiskere med fiskearter såsom gedder, aborrer, ørreder og helt.

Glenstrup Sø

Glenstrup Sø er 4-5 kilometer lang og ligger i øst-vestlig retning, hvilket gør søen meget vindfølsom. Søen har 3 odder, der gør det muligt at fiske fra båd, næsten lige meget hvor vinden kommer fra. Men det er naturligvis bedst, hvis den kommer fra en nordlig eller en sydlig retning. Søen er lavvandet i Søhalsen – afløbet mod vest – mens den er dybere og mere stenet mod øst. Pas på at du ikke går på grund på Glenstrup Odde, som går meget langt ud, før den forsvinder i dybet.

Glenstrup sø er en del af Skals Å’s vandsystem. Den ligger i en lang tunneldal, der strækker sig fra egnen lige syd for Mariager Fjord ved Kastbjerg, gennem Glenstrup Sø, til Tjele Langsø. Dalen er skabt af strømmende smeltevand under istidens kilometertykke isdække, der har gravet søen ud i de omgivende morænebakker. Glenstrup sø er den 3. største sø i Nordjylland (384 ha) og er samtidig en af Danmarks dybeste søer med en maksimaldybde på ca. 35 meter.

Grundvandet bryder frem som kilder og væld mange steder på bredden og skrænterne mod søen. Fænomenet skyldes vandbevægelser fra bakkedragene omkring søen, kombineret med vandstandsende lerlag i undergrunden. Ud over de kendte helligkilder Marekilde og Torekilde i Glenstrup findes hundredvis af store og små kilder omkring søen. Når søen er islagt viser våger langs bredden, at kilderne også findes på søens bund. Kildevandet er 7-8 grader varmt året rundt.

 

Lystfiskeri i Glenstrup sø

Glenstrup sø, beliggende parallelt med Mariager fjord lidt syd for Hobro, er Nordjyllands største sø.

Søen ligger i den tunneldal, der er skabt af smelteis, som strækker sig fra Kastbjerg, gennem Glenstrup og videre til Tjele Langsø.

Søen byder på en fantastisk natur og et rigt fugle- og fiskeliv, og er derfor en meget attraktiv fiskeplads. Fiskearterne i søen tæller blandt andet søørreder, gedder, aborrer og helt.

Bestanden af søørreder stammer fra den oprindelige stamme i Skals å – og der er landet mange flotte søørreder i tidens løb. Blandt andet én på næsten 8 kilo tilbage i 1987. Mindstemålet på søørreder er 40 cm, og fisken er fredet fra den 16. november til 15. januar.

Gedderne fanges også i stort tal og i pæne størrelser. Den lunefulde og glubske rovfisk har et mindstemål på 60 cm, og den er fredet i april måned, hvor den gyder.

Aborrerne hugger også lystigt på de fleste former for agn, og kan nå en rigtig flot størrelse i Glenstrup sø. Der er ingen mindstemål og fredningstider på denne velsmagende fisk.

Helten er også en fantastisk spisefisk. Helten holder primært til i den østlige ende af søen, og er nemmest at fange om vinteren, hvor der er isvintre og der kan dyrkes isfiskeri. Helten har et mindstemål på 36 cm og er fredet fra den 1. november til 31. januar – så selvom fiskeriet er bedst om vinteren, så skal fredningen naturligvis respekteres.

 

  • Fisk - mindstemål
  • Almindelig ørred: 40 cm
  • Aborre: Ingen mindste mål
  • Gedde: 60 cm
  • Helt: 36 cm
  • Ål: Må ikke fanges

 

  • Fredningstid
  • Ørred: 16/11 - 15/1
  • Gedde: 1/4 - 30/4
  • Helt: 1/11 - 31/1
  • Aborre: Ingen

 

Ordensregler for fiskeri og færdsel på Glenstrup Sø

  1. Alle der ønsker at fiske på Glenstrup Sø skal foruden Statens lovpligtige fisketegn, have fiskekort til Glenstrup Sø.
  2. Fiskekortet er personlig og gælder kun i anførte tidsrum. Kortet skal altid medbringes, og skal på opfordring fremvises for enhver lodsejer samt for områdets fiskeribetjente.
  3. Skilte samt fredede og forbudte områder skal respekteres. Afstand til lodsejernes fiskeredskaber skal være mindst 25 m Kortholderen må selv sikre sig at der er lovlig adgang til de anvendte områder. Ved de på kortet med rødt afmærkede breder og områder, er der adgang og ophold forbudt.
  4. Der må i Glenstrup Sø kun fiskes med stang og snøre. Maks 2 fiskestænger pr mand. Ingen andre fiskeredskaber må benyttes.
  5. Fiskeri efter ål i Glenstrup Sø er ikke tilladt. Tyveri fra lodsejernes ruser vil blive politianmeldt.
  6. Ved sejlads skal der vises nødvendigt hensyn , sejlhastigheden må ikke overstige 5 knob.
  7. Af hensyn til fugleliv må der ikke sejles og fiskes nærmere end 25 m. til sivområder og bred.
  8. Der må kun udsættes både efter aftale med lodsejerne. Lodsejernes informerer gæster på søen om søens regler.
  9. Mindstemål for ørreder i Glenstrup Sø er 40 cm. Mindstemål og fredningstider for andre fisk fremgår af ferskvands fiskerilovens gældende bestemmelser
  10. Vær med til at passe godt på søen og på lodsejernes effekter. Fjern aldrig hegn eller led. Efterlad aldrig flasker, dåser eller fiskeredskaber- hverken på bredden eller i søen.

 

Fiskekort til Glenstrup Sø

Kan købes følgende steder;

  • MB Jagt og Fiskeri, Erhvervsparken 1, 9500 Hobro 98 55 70 28
  • Jens Peter Hansen (ved leje af sommerhus) Glenstrup Søvej 59 8990 Fårup
  • Martin Roloff Glenstrup Søvej 18 8990 Fårup 86 45 22 38

Fiskekort kan også købes via netbank. Netbankskvitteringen er gyldig som fiskekort. Indbetalingen skal ske til: reg.nr. 9319 konto 0002405334

 

Priser på fisketegn:

  • Dagskort: kr. 60,-
  • Ugekort: kr. 250,-
  • ½ Årskort: kr. 350,-
  • Årskort: kr. 500,-
  • Pensionister og børn under 15 år er gratis

 

Ovenstående information er hente fra Glenstrupsø.dk - her kan du også finde yderligere oplysninger: GlenstrupSø.dk