©  Foto:

Guidet sejltur på Mariager Fjord

Ta' med på en smuk sejltur med spændende fortællinger om Mariager Fjord, og landet der omkranser Danmarks smukkeste fjord.

Turbåden Svanen har inviteret Nordjyske Museer med ombord, og sammen skabt en særlig guidet sejltur fyldt med spændende fortællinger. Museets guide vil undervejs på sejlturen fortælle om områdets historie, med start i Mariager, hvor du får fortællingen om Mariager Kloster, der fik økonomien for området og dermed byen til at blomstre i middelalderen.

Der er også fortællinger om cementeventyret ved Dania sidst i 1800-tallet og om det hyggelige fiskerleje Stinesminde, inden turen fortsætter forbi Vindø Teglværk.

Svanen sejler derefter videre forbi Bramslev Bakker, og her fortæller guiden om de meget omtalte skattefund fra vikingetiden. De trækker tråde til den nærtliggende vikingeringborg Fyrkat, som i 2023 blev anerkendt som UNESCO Verdensarv.

Endelig – inden turen går tilbage til Mariager – sejler Svanen ind i Hobro Havn. Her fortæller guiden om en havn, der tidligere var fuld af industri og handel.

Der er kaffe og kage undervejs på turen.

Varighed: 2 timer

Læs mere her!