©  Foto:

Heksen og Danmarks største sten (33 km)

Turen starter ved ”Almas Hus” i Ørbæk. Den gamle, gule husmandsgård har en unik historie og trækker tråde fra 1600-tallet til i dag. Almas Hus udvikles i disse år til netop at være knudepunkt for cykelture og oplevelser i Ørbæk.

Frørup

Fra Almas Hus kører vi mod nordøst. Følg rute 51 og derefter 79. Frørup er en hyggelig lille landsby. Kirken ligger ved bystævnet, og herfra breder den lille landsby sig. I den sydlige del af landsbyen finder du Regisse Kilde. Kilden var i middelalderen en hellig kilde, som var mål for mange pilgrimsrejsende, der søgte helbredelse ved kilden og den nærliggende kirke. På vejen mellem kirke og kilde finder du i dag Frørup Vingaard. Om en højere magt har forvandlet det hellige vand til vin, eller om vinen tilbyder helbredelse, skal vi lade være usagt. Det er dog ganske vist, at denne lille vingård har vundet priser for sin vin og er et stop værd på din tur.

Kongshøj Mølle

Kongshøj Mølle spejler sig i sin møllesø. Gør gerne et holdt her ved den lille rasteplads, og nyd udsigten på tværs af søen og spejlbilledet af møllen, mens du hører det klukkende og rislende vand strømme bag dig. Møllen hørte oprindeligt til Glorup Gods, som du kommer til senere på turen. Fra Kongshøj Mølle har du mulighed for at foretage enten en afstikker eller en afkortning af ruten via Øksendrup. Her ligger bl.a Øksendrup Kirke. I kirken finder du et relikvie, fra dengang Danmark var katolsk, og pilgrimme rejste efter steder som Øksendrup Kirke. Senere fjernede Reformationen dette rejsemotiv, men relikviet i Øksendrup Kirke overlevede, og du kan rejse efter det i dag. Fortsætter du denne afstikker, kommer du forbi godset Anhof på din vej til Glorup Gods, som du også kommer til ved at fortsætte af den planlagte rute.

Damestenen

Damestenen er Danmarks største sten. Stenen ligger mellem Vormark og Hesselager. Der er to historier om Damestenen. Den ene er, at stenen er en såkaldt vandreblok, som blev ført hertil i den sidste istid fra Sydsverige. Den anden historie er, at en heks på Langeland blev sur på præsten i Svindinge. Heksen samlede en sten op, sigtede efter kirkespiret på Svindinge Kirke og kastede. En engle var dog på præstens side, steg ned fra himlen og trådte på stenen, så den faldt til jorden. Oven på stenen er der efter sigende stadig aftryk af en engels fod. Danmarks største sten – uanset hvordan den er kommet hertil – vurderes at være ca. 10 meter høj, have en omkreds på ca. 45,8 meter og veje mere end 1.000 ton.

Fra uld til slotsbryllup

Turen fortsætter mod Langå. På din vej kommer du forbi Hjelholts Uldspinderi. Ud over at levere uld, så græsser fårene på flere af Holckenhavns marker omkring Nyborg. Flere af disse marker dyrkes økologisk af Rosilde Højgaard og fødevarerne kan bl.a. købes i deres gårdbutik i Nyborg, men anvendes også på Holckenhavn til fx bryllupper, møder og konferencer. Holckenhavn er ikke et stop på denne cykeltur, men vi anbefaler dig at prøve nogle af de andre cykelture, som tager dig tættere på Nyborg og Holckenhavn.

Glorup Gods og park

Efter Langå, går turen forbi Glorup Gods. H.C. Andersen gjorde ofte ophold her og har skrevet eventyr og digte på Glorup. Især parken – der er åben for offentligheden og gratis – er et besøg værd. Stil cyklen på p-pladsen efter godset og gå på opdagelse til fods. Parken rummer en spejlsø samt en lang række skulpturer. Er du til et rigtigt eventyr, finder du i bunden af parken tårnene fra den gamle hængebro. Her bliver du virkelig ført tilbage i tiden – men du skal også gå på opdagelse for at finde tårnene.

Svindinge Kirke

Kort efter Glorup kommer du til Svindinge. Her ligger kirken ved byens gadekær, og det er naturligt at gøre stop her. Spiret på kirken var det, som heksen på Langeland sigtede efter. Derudover er Svindinge Kirke den ene af Danmarks to eneste landsbykirker opført i renæssancetiden og dermed i modsætning til de mange kirker fra katolsk tid.

Ørbæk

På din vej tilbage til Ørbæk kører du mod Frørup, Regisse Kilde og Frørup Vingaard igen. Denne gang passerer du ”Regissebakken”, som af lokale cykelryttere er kaldt en næsten mytisk hård bakke. Har du fulgt denne rutevejledning, kører du dog ned ad bakken. Tilbage i Ørbæk ser du som noget af det første Ørbæklunde Gods. Godset er anlagt i 1500-tallet som den sidste herreborg i Danmark og var oprindeligt områdets forsvarsborg. Ørbæk kirke er især kendt for sine ”Træskomalerier”. Skulle du have brug for lidt til den søde tand, foreslår vi, at besøger den lokale bager for et stykke Brunsviger  – en fynsk specialitet, som vi også kalder for ”brunner”.