
Jul i Nordby, Fanø
Lad julefreden sænke sig på smukke Fanø.
Når december banker på, er der skruet ekstra op for julehyggen på den lille ø i Vadehavet.
Man skal blot læne sig tilbage og lad roen sænke sig, mens man nyder den 12 minutter lange sejltur mellem Esbjerg og Fanø. Når man lander ved det lille færgeleje i Nordby, mærker man tydeligt, at julen betyder noget særligt på øen. Hele julemåneden igennem er der koncerter, teater, byvandringer og andre oplevelser på programmet.
Nordby Handelsstandsforening har dog gjort noget helt specielt ud af lørdagen i den første adventsweekend. Her kan man nemlig opleve ægte gammeldags julestemning i den brostensbelagte Hovedgade i Nordby, hvor der er pyntet smukt op med juletræer, lys og julepynt i de gamle sprossede vinduer, bålfade man kan lune sig på og boder med lokale specialiteter. Indenfor i de gamle Fanøhuse kan der købes alt hvad hjertet begærer. Nyd julegløgg og æbleskiver, en skøn julefrokost, julegaveshopping og meget mere.
Der er noget for alle uanset alder.