Kegnæs Kirke
Grundstenen til kirken blev lagt den 24. juni 1615 og kirken blev navngivet Sankt Johannes Kirke efter Johannes Døberen.

Kirken er bygget af Hertug Hans den Yngre i forbindelse med hans grundlæggelse af den nuværende bebyggelse på Kegnæs, men ifølge et sagn også som bod for henrettelser begået i uret.
Altertavlen er fra omkring 1450, og har oprindelig ligesom døbefont og prædikestol stået i den efter reformationen forsvundne Sct. Nicolaj Kirke i Sønderborg.
En korskranke mellem skib og kor bærer en kristusfigur fra omkring 1500. De to sidefigurer, jomfru Maria og apostlen Johannes er udført omkring 1691 af en dygtig håndværker, da korskranken blev foræret til kirken af den daværende sognepræst.
Hertug Hans den Yngre havde bopæl på Sønderborg Slot og ifølge et sagn forsvandt der en vinter nogle grisesider fra forrådskammeret. Hertugen blev aldeles rasende og beskyldte 7 bønder fra Klinting for tyveri, da de ikke kunne bevise deres uskyld blev de hængt. Da vejret sidenhen blev varmere og voldgraven tøede op, flød grisesiderne op til overfladen - ingen af slottets ansatte havde turdet fortælle, at de havde smidt kødet ud fordi det var blevet dårligt.
Havde Hans været alt andet end en adelsmand, så var han selv blevet henrettet for mord. Men hertugen drog til Rom og forelagde sit dilemma for paven, der gav ham syndsforladelse under betingelse af, at Hans den Yngre ville opføre 2 kirker. Den ene af kirkene står på Kegnæs og den tilsvarende Nykirke i Angeln blev opført i 1621-22.
Find vej
Præstegårdsvej 7
Kegnæs
6470 Sydals
Sidst opdateret af::Destination Sønderjylland - Sønderborginfo@visitsonderborg.com