©  Foto:

Kitesurf i Nordby Bugt

Langs Nordby Strand og Mårup Strand på Samsøs nordlige østkyst er der gode muligheder for kitesurfing.

Kør f.eks. ad Hverremosevejen fra Nordby til Nordby Strand, hvor der er parkeringsplads helt nede ved stranden. Vær opmærksom på, at parkeringsmulighederne er begrænsede. Ved parkeringspladsen er der toilet (tørkloset) samt drikkevand. Her er endvidere en badebro og en shelterplads med mulighed for at lave bål mm.

I Nordby og Mårup er der mange gode overnatningssteder, indkøbsmuligheder og spisesteder.

Der er god plads til launch på stranden, hvor der er sand og sten. Væk fra stranden er der meget marehalm, så det anbefales at launche på selve stranden.

Om sommeren afholder surf.dk kitesurf-kurser ved Klitgård Camping og det er muligt at leje udstyr. 

Vind- og vandforhold

Stranden langs Nordby Bugt er en badestrand med sand og små sten. Vandet er badevenligt lavt, men bliver rimelig hurtigt dybt. På stranden er der en badebro, men man kan bunde for ende af den.
Vandet er klart, og havstrømmen er max 0,5-1 knob.

Der er max 30 cm tidevand ved Nordby og Mårup Strand, se evt. DMI's tidevandstabel.

Den optimale vindretning for kitesurfing ved Nordby Bugt er nord til sydøst.

Ø-SURF på fem danske øer

Kan du lide at kitesurfe på Samsø, er det måske også noget for dig at prøve bølgerne på Ærø, Langeland, Læsø og Fanø, som alle byder på gode kitesurf-spots. Læs mere om Ø-SURF på de fem danske øer på www.oehigh5.dk.
Ø-SURF er en del af projekt Øhigh5, som støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.