©  Foto:

Kolby Kirke

Kolby kirke er opført omkring år 1300 og senere forlænget og udvidet med forskellige tilbygninger. Den oprindelige bygning har nok kun været omtrent halvt så stor som den nuværende, hvilket du kan ane på ydermurenes udseende.

Den mest bemærkelsesværdige detalje i bygningen finder du i korbuens nordre side: En trappeopgang fra koret og åbning ud mod skibet. Formodentlig er der tale om en prædike- eller lektoriestol fra den katolske tid. Den blev opdaget under restaureringsarbejdet. Man kender kun ganske få paralleller, og Nationalmuseet er i gang med en nærmere undersøgelse.

På tårnrummets vestgavl kan du se et spændende kalkmaleri fra 1558. Motivet forestiller Skt. Jørgen, der redder Cleodolinde ved at dræbe dragen.

Den rigt udsmykkede altertavle stammer fra ca. 1620. Foruden midterbilledet med nadveren er der tre motiver fra Johannes’ Åbenbaring. I nadverbilledet er der på bagvæggen malet endnu et billede, som viser Abraham på vej til at ofre Isak.