Kolind Kirke

I ca. 750 år havde Kolind Kirke stået på sin bakketop. I starten af 1900-tallet opstod der et stort ønske om at kirken skulle blive afløst at en ny og større kirke.

Dette kunne ikke lade sig gøre, men i stedet begyndte man i 1915 nedbrydningen af den østre del af kirken, så der kunne foretages en udvidelse. Men de viste sig efterfølgende at det eksisterende murværk var for svagt. I 1918 var der udsigt til at en stor og smuk kirke ville blive rejst.

Den nye kirke blev tegnet af arkitekt M.B.Fritz, Århus. Og den blev indviet 2.pinsedag 1919. Der blev ikke råd til orgel i første omgang – menigheden samlede dog selv penge ind til et pneumatisk orgel, som spillede lige til 1993.

Da man byggede den nye kirke, stilede man mod, at kirkebyggeriet skulle ligne en restaurering mere end en helt ny kirke, derfor er en del gammelt genanvendt: Den romanske stil, bjælkeloftet, hvælvingens sten i koret. Man markerede også den gamle kvindedør, ligesom de gamle vinduer er bevaret forskellige steder. Døbefonten har endnu enkelte spor af bemaling, som man brugte det. Desuden er alter, alterskranke, samt prædikestol den gamle fra 1700-tallet.