©  Foto:

Lundø Kirke

Lundø Kirke var i middelalderen anneks til Domkirken i Viborg – måske derfor rummer den lille kirke så imponerende eksempler på middelalderlig kirkekunst, der bare venter på, at du kommer og kikker ind.

Lundø Kirke – En lille kirke med stor kunst

Lundø Kirke er bygget af rå kampesten og munkesten og stammer sandsynligvis fra midten eller slutningen af 1300-tallet – altså fra højgotikken. Kirken mangler præcise detaljer til nøjagtig datering, men den bevarede norddør og et spidsbuet vindue i korets nordmur vidner om gotisk stil.

Tårnet og våbenhuset er opført i sengotisk tid og bygget af samme materialer. Den lille triumfbue mellem kor og skib er også spidsbuet.

Alterbordets forside med tre felter er i renæssancestil og malet omkring 1600. Som alterprydelse ses en kopi af det enestående forgyldte processionskors, der stod i kirken indtil 1874. Originalen, som nu opbevares på Nationalmuseet, stammer fra midten af 1100-tallet og viser en Kristusfigur med fire nagler – typisk for romansk tradition. Bagsiden af korset rummer en smuk indgravering af ærkeenglen Michael som dragedræber.

Altertavlen, der forestiller den velsignende Kristus, er malet af dronning Louise i 1884 og blev skænket til kirken, da det originale kors måtte afleveres.

Over den glatte granitdøbefont hænger et lille krucifiks, skænket af Chresten Erichsen Lunøe i 1760.

I kirken hænger også en Madonnafigur i egetræ fra slutningen af 1400-tallet – et værk af meget høj kunstnerisk kvalitet. Figuren har oprindeligt været bemalet. Nationalmuseet opbevarer yderligere fem senmiddelalderlige træfigurer fra kirken, hvoraf én sandsynligvis stammer fra samme værksted som Madonnafiguren.

Lundø Kirke var i middelalderen anneks til Domkirken i Viborg – måske derfor rummer den lille kirke så imponerende eksempler på middelalderlig kirkekunst.