Motorfabrikken Marstal

Motorfabrikken Marstal var i årtier pulsen på Marstal havn. Taktslagene fra de verdenskendte skibsmotorer er klinget af, og nu skal den enestående industri- og maritimhistoriske bygning være en dynamo for virkelyst, innovation og gode oplevelser.

Tre lokale ildsjæle købte motorfabrikken i 2017, og er i gang med restaurerings- og etableringsarbejdet.

Projektet består af 3 dele:

Motorsamling med værksted

Hvor de gamle motorer bliver udstillet, demonstreret og restaureret af fabrikkens tidligere lærlinge. Og hvor værkstedsfaciliteterne også bruges af yngre opfindere og lokale studerende med motorolie i blodet.

Iværksætterhus med kaffebar

Hvor maritime start-ups, mindre virksomheder og digitale nomader arbejder i et inspirerende miljø med mulighed for sparring og samarbejde.

Konferencesal med workshops

Hvor virksomheder fra hele landet afholder seminarer og workshops i unikke omgivelser. Hvor øboere såvel som verdensborgere deles om gode oplevelser.

Det er i samspillet mellem de tre dele - og resten af lokalsamfundet - at Motorfabrikken Marstal har potentiale til at skabe en unik energi, der vil forstærke erhverv og kultur i vores traditionsrige søfartsby.

Restaureringen af bygningen skal bevare og forstærke fabrikkens sjæl, så det særlige visuelle udtryk bliver en altafgørende komponent i stedets atmosfære. Øens uddannelsesinstitutioner skal kunne gøre brug af den know-how, der passerer gennem fabrikken. Og så skal Motorfabrikken naturligvis skabe arbejdspladser og nye Ærøboere.

I Marstal fører alle veje til havnen. Motorfabrikken er et naturligt knudepunkt for fortid og fremtid, for unge og gamle og for Ærø og verden.

Iværksætterhuset og dens kaffebar åbner sommeren 2019. Se mere på www.motorfabrikkenmarstal.com