©  Foto:

Naturpark Christiansø

Besøg Christiansø - Christian V.’s gamle søfæstning

Et besøg på de to små beboede øer, Christiansø og Frederiksø i øgruppen Ertholmene, er som at træde direkte ind i historien: Anlagt i 1684 med kanontårne og fæstningsmure, der i dag skærmer Nordens første søfæstning. Små 100 mennesker har deres liv herude med skole, læge, købmand og gæstgiveri. Siden 2020 er øerne en af Danmarks naturparker og det med god grund.

Få en guidet tur gennem Naturparken Christiansø

Når færgen ”Ertholm” fra Gudhjem ankommer, står øens guider klar til at tage dig med på tur gennem en af de Danske Naturparker. Historien bliver levende, den enestående natur med ynglende edderfugle i haverne, de sort/hvide alke og lomvier på natur- og fuglereservatet Græsholm bliver sammen med gråsælerne en oplevelse for livet.

Lær om øernes historie og få enestående kulturoplevelser i de to tårne

Store Tårn rummer udstillinger, her afvikles koncerter og herfra kan du overskue hele øgruppen. I Lille Tårn får du fortællinger om fiskeriet, øens forsvar og dagliglivet. Du kan købe entrébillet til begge tårne i bl.a. Christiansøs turistinformation i Butik Lighuset.

Book en hyggelig overnatning – smag på øens delikatesse

I øens turistinformation kan du få viden om øen, i de små butikker kan du købe glas og souvenirs og hos Rikke kan du få øens delikatesse: Ruths kryddersild lavet efter en hemmelig opskrift. Kroen rummer fine værelser og et appetitligt spisekort til såvel frokost som aftengæsten. I kiosken kan du få stillet den lille sult.

Er du til campinglivet har øen en spektakulær teltplads med gode faciliteter, og vil du hellere sove i en seng kan du hele året leje mindre lejligheder og hybler gennem øens administration. For måske er en tre-timers tur alligevel for kort til at opleve det hele.

Oplev årets gang på Danmarks østligste øer

Foråret står i naturens tegn med et fantastiske fugleliv, når trækfuglene besøger øen på vej mod skandinaviske ynglepladser. Sommeren står i udelivets tegn med badning og lune aftener på kroens udskænkningssted Flisen eller dans og koncerter i øens forsamlingshus Månen.

Landets måske mindste galleri holder til i Palivaren og huser skiftende udstillere sommeren igennem. Eftersommeren er som oftest lun, badevandet når sin toptemperatur og traner, gæs og småfugle lægger snart igen vejen forbi på vej mod vinterresidensen.

Vinteren er fredelig og bestemt også et besøg værd, hvis man skal samle tankerne eller have noget skrivearbejde fra hånden. Plads er der masser af og kun fyrtårnets lyskegle forstyrrer nattelivet herude.