Ry Bike Park

Foto: VisitSkanderborg
Aktiviteter
Sport og andre aktiviteter
I Ry Bike Park kan mountainbikere øve forskellige teknikker og finde et alternativ til kørsel i skovene. På mountainbikes øves balance, kørsel på forskelligt underlag, op og ned, samt bremse- og svingteknikker.
Adresse

Skærsåvej 8

8680 Ry

Kontakt

I parken kan du også øve hop, drop og pumpeteknik på det anlagte Pump Track. De sværeste udfordringer i Ry Bike Park bør kun køres efter kyndig vejledning af øvede mountainbikere og aldrig, når du er alene.

Balance bomme

De 3 balancebomme i bikeparken har forskellig længde, form og højde over jorden. Øv dig på den korteste og prøv derefter de andre for at øge din sikkerhed på smalle spor og broer.

Stejle op- og nedkørsler

De opbyggede bakker i parken byder på stejle op- og nedkørsler. Når du kører stejlt op skal du blive i sadlen og lægge vægten fremover; brystet ned mod styret og lade benene arbejde i lavt gear op ad bakken. Ved nedkørsler er det bedst at stå op med vandrette pedaler, og lægge vægten bag ved sadlen, så dit tyngdepunkt er lavt og bagud på cyklen.

Rock Garden

Rock Garden er stenunderlag bygget kunstigt for at ligne en klippe eller sten-nedkørsel. Kig grundigt på nedkørslen og du vil kunne se, at der er forskellige veje ned. Gå den først og kør den bagefter med stillingen for nedkørsler! Der kræves nogen fart for at forcere de sværeste linjer i parkens Rock Garden.

Drop

Droppet er ca. 50 cm og kan køres på to måder. Enten langsomt hen mod kanten, og lade forhjulet ”droppe ned” mens du lægger vægten helt bagved sadlen. Eller kør droppet som et hop, med et lille afsæt, idet du kører ud over kanten.

Hop

Hop er bygget som ”tabletops” også kaldet kasse-hop. De er flade på toppen, hvilket gør dem forholdsvis sikre at øve på, da man blot kan rulle over, hvis man ikke får sat nok af til et hop. Hopserien er bygget med 2 udviklingstrin – en serie på ca. 0,4 m i højden og en serie på 0,8 m. Start med de små hop og øv dig her, til du er helt sikker, hvorefter du kan prøve kræfter med den næste størrelse.

Pump Track

I parkens Pump Track kan du prøve kræfter med en speciel teknik, hvor du bruger banens bump (kaldet pumps) og sving, til at få fart i cyklen. På bump gør du dig let opad og presser ned på cyklen på bagsiden. I sving lægger du cyklen rundt med fuld kraft og bruger centrifugalkraften til at komme ud ad svinget med mere fart. Banen kan med nogen øvelse køres helt rundt uden at bruge pedalerne. Man kan køre begge veje rundt, ligesom der kan skiftes forløb og retning flere steder.

Al færdsel i parken er på eget ansvar!

Bike parken finder du beliggende ved viadukten på Skærsåvej, Ry.

#RyBikePark #visitskanderborg #visitaarhusregionen

Adresse

Skærsåvej 8

8680 Ry

Facilities

Mountain bike

Sidst opdateret af
VisitAarhus, Skanderborg