Samsø markerer bæredygtigheden
For femte år i træk er der Bæredygtig Festival på Samsø. Festivalen er skabt på et fundament af mangfoldighed og frivillighed.
Samsø har i mange år været en foregangsø, når det kommer til at udvikle holdbare løsninger for naturen og miljøet, og øen har eksempelvis været 100 % selvforsynende med vedvarende energi siden 2007.
Men bæredygtighed er meget mere end vindmøller, og det markerer Samsø hvert år med en særlig festival. Samsø Bæredygtig Festival er drevet af en bred gruppe af lokale pionerer, der tæller alt fra elbilentusiaster til økologer og fortalere for permakultur. De har alle et mål om i fællesskab at fremme den lokale bæredygtighed på øen, og alle er inviteret med til at tage del i den gode udvikling.
Lever du et bæredygtigt liv?
I 2017 finder festivalen sted på Energiakademiet den 10.-11. juni. I bedste festivalstil vil programmet blive afsløret løbende gennem foråret 2017, men bestyrelsen for festivalen kan dog allerede løfte sløret for en række af de bæredygtige aktiviteter, der er i vente. Man kan for eksempel møde folkene bag Økologisk Samsø og høre mere om åbningen af et nyt slagteri. Derudover tager festivalen også bæredygtigheden i nye retninger med et bæredygtigt livstjek, ligesom tankerne bag et fællesskabsstøttet landbrug vil blive præsenteret. Og så kan man traditionen tro også prøvekøre elbiler og elcykler, ligesom hele familien kan få stillet sulten i Den Bæredygtige Café.
Samsø Award
Som noget nyt uddeler festivalen i samarbejde med den europæiske kulturhovedstad Aarhus en ny pris med navnet The Samsø Award. Prisen er udviklet af Samsø Energiakademi i tæt samarbejde med en række europæiske partnere, og den har til formål at hylde de gode eksempler på, hvordan bæredygtighed kan se ud i praksis. Både danske og udenlandske projekter kan komme i betragtning til prisen, og med hæderen følger en plads i et stort netværk af bæredygtighedsaktører på tværs i Europa.
Læs mere om Samsø Bæredygtig Festival på samsoe-baeredygtig-festival.dk