Shelterplads - Sletteren Strand
Dette er den perfekte shelterplads til dig som elsker at boltre sig i havet! Her overnatter du kun 10 meter fra det brusende Smålandsfarvand og fra shelterpladsen kan du nyde den flotte havudsigt med naboøen Femø i horisonten.
Shelterpladsen består af et shelter med plads til 5 personer. Det er ikke tilladt at overnatte i telt på pladsen.
Hop i vandet fra badebroen eller slap af på den lækre sandstrand. Der er offentligt toilet ved området, et fint bord-bænkesæt og mulighed for at hente drikkevand tæt ved.
Der afgår færge fra Kragenæs, klik her for at se færgetiderne. Der kan ikke bestilles plads på færgen i forvejen, så sørg for at møde op i god tid før afgang i højsæsonen. I kan med fordel lade bilen stå på havnen i Kragenæs, og tage rundt på øen til fods eller på cykel. Der er knapt 7,5 km fra færgehavnen til shelterpladsen på Sletteren Strand.
Fejø har sin egen købmand og et lille turistkontor som er åbent i sommermånederne. Derudover er der flere spændende restauranter og caféer – se en liste med information og åbningstider for diverse services på Fejø her.
Læs mere om Sletteren Strand shelterplads på Book en Shelter. Se også en fuld oversigt over Naturlandet Lolland-Falsters mange shelterpladser her.
Få adgang til flere spændende friluftsoplevelser i Naturlandets app.