Tusindårshaven ved Sletten
Egetræer trives i sandede og lerede jorder og kan klare sig, hvor det er vådt; det er den træsort, som lever længst i vores klima, og til Tusindårshaven valgte man ret symbolsk en oprindelig jysk art med rødder i egnens historie. Egetræerne, der udgør Tusindårshaven, er plantet med 50 meters mellemrum i linjerne på et kvadrat med målene 1x1 kilometer. I løbet af de næste århundreder skal stammerne vokse sig bredskuldrede, og kronerne vil folde sig ud i det landskabsrum, som de selv har skabt.
Tusindårshaven viser kommende generationer i det 3. årtusinde, hvordan vi forholdt os til naturen i år 2001, hvor den blev indviet.
Til markering af Tusindårshaven er der rejst en "runesten" med en kort beskrivelse af idéen med plantningen. I stenen er anbragt en tidskapsel. Den indeholder dokumentation om området i dag: planer og idéer, der har betinget at området ser ud, som det gør, fortegnelse over beboere/ejere i området med mere. Om hundrede år kan den eventuelt åbnes og suppleres med ny viden.