Tyrebrønden

Jan Buhl sagde, at han valgte tyren som motiv, fordi den ”…dels er et meget dekorativt dyr, dels et dyr, som alle er fortrolige med.” (VT 26.5.1950) Man forstår hans betragtninger, for Buhl har fanget det store dyr i en karakteristisk stilling med hovedet sænket og latent styrke i hele kroppens spændstighed. 

Den naturalistiske skulptur knytter sig dermed til den traditionelle skildring af tyren som styrke, kraft og temperament. Samtidig var både Hjørring og samfundet som helhed i 1950erne meget tættere knyttet til landbruget, end tilfældet er i dag, og tyren var dengang et dyr, de fleste, der passerede skulpturen, havde et forhold til. 

I dag kan tyren måske synes lidt malplaceret, for hvad gør sådan et stort dyr midt inde i byen, men ser man skulpturen i sammenhæng med de smukke, klassicistiske bygninger på Amtmandstoften, giver helheden et indtryk af en tid, der var engang.