Vandrerute: Svartingedalen
Tag på vandretur i Svartingedalen og oplev en af Bornholms mest frodige – og "hemmelige" – sprækkedale: en knap 3 km tur hver vej gennem tæt, urørt natur. Undervejs følger du den lille bæk gennem dalen omgivet af stejle klippesider – en rolig og særlig naturoplevelse væk fra de mest besøgte ruter.

Rutebeskrivelse:
Svartingedalen ser ved første øjekast ikke ud af noget. Men det gør den i det øjeblik, du via trappen for enden af parkeringspladsen ved Åhalsegård bevæger dig ned i den lille sprækkedal.
For vel nede står du pludselig i en smal dal flankeret af høje klippesider på begge sider. I bunden løber en lille bæk, og omkring dig breder sig en naturskov – dvs. træer og buske, der får lov at vokse og vælte frit og urørt.
Følg stien gennem “junglen” langs og ind imellem over bækken. Stien er en natursti, dvs. uden belægning af nogen art, og du skal være forberedt på smattet underlag. Det gælder især i de våde måneder, men Svartingedalen er meget frodig, så også resten af året er gummistøvler eller sko, der kan tåle fugt, en god idé.
Efter knapt 500 meter slår stien et sving til højre og relativt stejlt op gennem skoven til en Jættebold eller Jættebujlen: En køleskabsstor klippe, som ifølge et gammelt sagn blev kastet af en svensk jætte med det formål at ramme Klemens Kirke.
Herfra er der knapt 2 km gennem resten af Svartingedalen til landevejen Simblegårdsvej og så retur ad samme vej. Nyd hele vejen det rige fugleliv, der er her, den særlige vedbend, der vokser i sprækkedalen, og i foråret tæppet af anemoner i skovbunden.
Fakta om ruten:
Varighed:
Halvanden-2 timer
Længde:
Knapt 3 km hver vej
Sværhedsgrad:
Middel. Enkelte stejle passager og ofte smattet underlag.
Egnet til barnevogne og kørestole:
Nej
Parkering:
Ved Åhalsegård på Kirkedalsvej 25 i Rutsker. Hold til højre ved gården og parker bag længen. Du kan også parkere i modsat ende af sprækkedalen ved Simblegårdsvej 24.
Toilet:
Nej.
Adgang til vand:
Nej.
Underlag:
Primært skovbund/natursti, som kan være våd og mudret
Særlige bemærkninger:
Tag en pause nær Jættebolden og nyd det særlige naturfænomen.
Skrevet af Gitte Holtze
Vandrer og friluftsfreak samt journalist, foredragsholder og forfatter til "Jeg Lever" om Gittes vandring ad Pacific Crest Trail og "Gå Langt", en guidebog til lange vandringer.
Downloads
Find vej
Kirkedalsvej 25
3790 Hasle
Sidst opdateret af::Destination Bornholminfo@bornholm.info



