Svanninge Bakker

Margueritruten

Foto: Lars Skaaning

Margueritruten er den særlige danske rute, der leder forbi mere end 200 af landets største og mest spændende seværdigheder og gennem noget af Danmarks smukkeste natur.

Den samlede rute er 4.218 km lang, og på sin snørklede vej rundt i landet kommer den ud i de fleste afkroge – dog ikke til Bornholm og øerne i Kattegat. Ruten følger et sammenhængende forløb og passerer aldrig den samme vej to gange.

Skiltning af Margueritruten

Margueritruten er markeret med et firkantet skilt, der på brun baggrund viser en gul-hvid marguerit. Ruten er overalt tilgængelig for biler og motorcyklister, men mange steder følger den meget smalle landeveje, der ikke er velegnet for busser og campingvogne. Kun undtagelsesvist, nemlig på strækningen over Storebæltsbroen, følgen den motorvejen. Da ruten mange steder følger små og mindrebefærdede veje, er store dele af den også velegnet for cyklister.  

Margueritruten på kort og til GPS 

På Naturstyrelsens hjemmeside kan du se og downloade Margueritruten til din GPS.

Margueritrutens oprindelse

Ruten grundlagdes i 1980'erne og indviedes af Dronning Margrethe. Ruten er opkaldt efter dronningens favoritblomst, margueritten. Siden 2001 har Friluftsrådet ejet margueritruten, og det er Naturstyrelsen, der er sekretariat for Margueritruten.