Boligbytte
Flyt ind i et rigtigt hjem et sted i Danmark og lad en anden familie flytte ind i dit imens. Boligbytte er en populær og økonomisk måde at holde ferie på, fordi udgiften til overnatning simpelthen er sparet væk. Man passer på hinandens hjem, vander blomsterne, fodrer eventuelle dyr og slår græsset. Man handler lokalt, får måske en snak med naboen, og oplever hverdagslivet på tætteste hold. Inden ferien har man gennem skriverier og telefonsamtaler lært sin byttefamilie at kende, så begge parter er forberedt på deres nye midlertidige hjem. Der findes boligbytteformidlere med boliger i mere end 50 lande. Det koster et årligt gebyr til boligbytteformidlerne (typisk omkring 600 Dkr.), men der er ingen penge mellem dem, der bytter bolig.
Bo gratis hos private
En helt gratis måde at overnatte på, er at benytte netværket couchsurfing.com, der giver nysgerrige fremmede mulighed for at bo hos medlemmer af netværket. Det er ikke et krav, at man selv åbner sit hjem for fremmede, for at benytte tjenesten, men det er selvfølgelig velset.
Læs mere om ordningen her.