Koldinghus

Rekordmange besøgte attraktionerne i 2018

1.7.2019
Foto: pressefoto Koldinghus

De danske attraktioner satte igen rekord sidste år, viser VisitDenmarks liste over de 50 mest populære attraktioner . En varm sommer gav fremgang i forlystelsesparkerne, og der var stort set lige så mange besøg hos museer, kulturhistoriske attraktioner, zoo’er og dyreparker som året før.

Godt 26,5 mio. danske og udenlandske gæster gik gennem tælleapparaterne hos de 50 mest besøgte danske attraktioner i 2018. Det viser VisitDenmarks nye liste over besøgstallene 2018, der var endnu et rekordår for attraktionerne.

Tivoli er endnu en gang en urørlig topscorer på listen og lægger endog yderligere afstand til de øvrige attraktioner med en vækst på 11 pct.  Med 4.854.000 besøgende havde Tivoli flere end dobbelt så mange besøgende som listens (igen i år) nr. 2, Dyrehavsbakken. 

De 50 mest populære attraktioner havde 849.000 flere besøgende sammenlignet med året før, svarende til en stigning på 3,3 pct., og de 26,5 mio. gæster er ny rekord. Attraktionslisten afslører, at Tirpitz, Museet på Koldinghus og Knuthenborg Safaripark står for den største fremgang, og at tre nye attraktioner har fundet vej til Top 50: LEGO House, Danmarks Borgcenter og Universe. 

Men i toppen af listen sker der ikke så meget.

Foto:LEGO® House

På pladserne 3 til 6 finder man nemlig igen LEGOLAND, Zoologisk Have i København, Botanisk Have i København og Djurs Sommerland, der alle har fastholdt deres placeringer. På 7. pladsen ligger Louisiana, der havde sit hidtil bedste år i 2018 og som derfor strøg lige forbi Rundetårn på 8. pladsen og Aquadome, der er nr. 9 på listen. 

Ny på 10. pladsen er Tivoli Friheden i Aarhus, der også er gået 11 pct. frem, bl.a. på grund af særarrangementer som Halloween. Tivoli Friheden har dermed overhalet Den Gamle By  som den mest populære attraktion i Aarhus.

”Fælles for de store attraktioner i Top 10 er, at de ved, at der skal investeres i nyheder for at være et attraktivt valg for både danskere og udenlandske turister, og de har ressourcerne til det. Det er helt afgørende for succes, at man som attraktion forstår at udvikle og innovere sit produkt og at målrette det til sit publikum, for konkurrencen om forbrugernes tid og penge er skarp, og der kommer hele tiden nye konkurrenter til”,  siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen fra VisitDenmark.

De mest besøgte attraktioner i Danmark

Nyheder giver flere besøgende

Attraktionslistens tre højdespringere har da også alle præsenteret nyheder i 2018: Knuthenborg Safaripark havde Dinosauerskoven som kæmpe nyhed og har haft en vækst på 26 pct. Tirpitz er en nyhed i sig selv, da den åbnede i sommeren 2017. Attraktionens fremgang på hele 42 pct. i 2018 skyldes dermed, at de kun havde et halvt år åbent året før. Men det nye trækker, og derfor rykker Tirpitz op på en 32. plads efter Egeskov Slot. 

Museet på Koldinghus derimod er netop historien om en attraktion, der har været på banen i mange år, men hvor nye udstillinger, en klar strategi, stærke koncepter og målrettet markedsføring har givet succes. Museet ligger på 41. pladsen og har haft 28 pct. vækst i antallet af besøgende:

”I de seneste år har vi haft tre højt profilerede særudstillinger med genstande udlånt af Kongehuset, som har været med til at styrke Koldinghus’ kernefortælling som et gammelt kongeslot: Fabergé-udstillingen, Himmelsten og i 2018 jubilæumsudstillingen Magtens Smykker, hvor vi også havde museumssmykker udlånt fra udlandet, og som trak mange besøgende. Vi er blevet mere skarpe på målgrupperne og endelig skyldes fremgangen et tæt samarbejde med  LEGOLAND-Billund Resort om større synlighed”, siger museumsdirektør Janus Møller Jensen fra Koldinghus.

Forlystelsesparkerne trækker væksten

Overordnet set giver de 849.000 flere besøgende et rekordresultat, men de flere besøgende er på ingen måde ligeligt fordelt. Det er klart forlystelsesparkerne, der tegner sig for størstedelen af fremgangen. De 10 største parker stod for 75 pct. af væksten, mens de øvrige 40 attraktioner måtte nøjes med at dele de resterende 25 pct., svarende til 214.000 besøgende. 

Karusell i Djurs Sommerland

Foto:Djurs Sommerland

De 10 mest populære dyreparker/haver gik 10.000 besøgende frem, mens de 10 mest besøgte museer, oplevelsescentre og kulturhistoriske attraktioner mistede 14.000 gæster i forhold til året før. Der er tale om meget små udsving, så samlet set ligger disse attraktioner meget stabilt med hensyn til besøgstal.

Flere kulturturister løser billet

Det er ikke kun danskerne, der fylder på attraktionerne rundt i landet. Mange udenlandske turister  er kulturturister og besøger den danske kultur, kunst og historie, og ifølge Slots- og Kulturstyrelsen er der overordnet set kommet flere udenlandske besøg på de statslige og statsanerkendte museer. 

Andelen af brugere med bopæl i udlandet udgjorde 30 pct. af samtlige besøg i 2017 mod 23 pct. i 2012, og ifølge VisitDenmarks analyse af de internationale kulturturister er 43 pct. af de udenlandske ferieturister såkaldte kulturturister. Det vil sige at enten ”kultur & kunst" eller ”historiske oplevelser” har haft afgørende eller høj betydning for, at de har valgt at holde ferie i Danmark.

”Attraktionerne er således en vigtig del af det Danmark, som vi tilbyder til turisterne, og de spiller også en vigtig rolle for at udvide sæsonen i dansk turisme”, siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen fra VisitDenmark.

Top 10 attraktioner

1: Tivoli 
2: Dyrehavsbakken
3: Legoland
4: Zoologisk Have i København
5: Botanisk Have i København
6: Djurs Sommerland
7: Louisiana
8: Rundetårn
9: Aquadome - Lalandia Billund
10: Tivoli Friheden