24. aug. 2026
Flere turister uden for højsæsonen
Dansk turisme havde vækst i første halvår af 2026, viser nye overnatningstal fra Danmarks Statistik. Udviklingen er især drevet af udenlandske gæster og er endnu et skridt mod helårsturisme i Danmark.

Dansk turisme forsætter den positive udvikling. I årets første seks måneder steg det samlede antal overnatninger med 2 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. De udenlandske overnatninger voksede med 4 pct., mens de danske lå 0,5 pct. over niveauet sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I alt blev det til 26,1 mio. overnatninger i Danmark i første halvår. Lidt over halvdelen var udenlandske turister, som nåede 13,2 mio. overnatninger.
For VisitDenmark er det afgørende, at der er vækst i årets første måneder, og at udviklingen sker uden for den danske højsæson, som ligger i juli og august.
“Det er positivt, at dansk turisme fortsat går frem. Men det er mindst lige så vigtigt, at udviklingen sker uden for højsæsonen og er drevet af de udenlandske gæster. Det viser, at Danmark er et attraktivt rejsemål med potentiale til at tiltrække flere turister over en større del af året,” siger adm. direktør Katja Moesgaard, VisitDenmark.
“Når fremgangen sker uden for højsæsonen, betyder det flere gæster på tidspunkter, hvor der er bedre plads på attraktionerne, restauranterne og overnatningsstederne. Det gør det lettere for virksomhederne at holde gang i forretningen og skabe arbejdspladser en større del af året, hvilket er med til at styrke udviklingen i både byer og landdistrikter.”
De nye overnatningstal viser også, at juni gik tilbage med 3 pct. sammenlignet med 2025. Tilbagegangen ses blandt både danske og udenlandske gæster.
Resultatet for juni ændrer dog ikke ved, at første halvår ender med samlet vækst.
Der var fremgang fra størstedelen af de prioriterede markeder i første halvår: Tyskland (+1,9 pct.), Sverige (+10,2 pct.), Norge (+5,4 pct.), Nederlandene (+4,3 pct.), USA (+11,0 pct.), Storbritannien (+2,8 pct.) og Italien (+10,6 pct.). Kun Frankrig gik tilbage (-4,3 pct.).
Se de seneste overnatningstal her.