1. jun. 2026
Maden får flere turister til at vælge Danmark
Danmark tiltrækker ikke kun Michelinstjerner men også et voksende antal mad- og gastroturister. Nye tal fra VisitDenmark viser, at 4 ud af 10 turister, der besøger Danmark, rejser efter maden.

I aften mødes Nordens førende kokke i København, når Michelin uddeler sine eftertragtede stjerner til restauranter i hele Norden. Siden 2014 har Michelin sat spot på den danske og nordiske madscene – i år foregår det Tivoli, hvor Michelin Guide Ceremony Nordic Countries finder sted.
Rejser efter smagen af Danmark
Michelin sætter pris på det nordiske køkken. Det gør turisterne også. Danske og internationale turister rejser nu i højere grad end tidligere både efter den sublime madoplevelse og den danske madkultur med bl.a. friske råvarer ved gårdbutikkerne, vinproducenter og madfestivaler.
”For dansk turisme handler det om at tiltrække udenlandske mad- og gastroturister. Michelin-restauranterne og udviklingen af det danske køkken har virkelig løftet interessen for Danmark som gastronomisk destination. Mange rejser efter de gode råvarer, madkulturen og de fortællinger, der følger med. Både store kulinariske oplevelser og fællesspisning med danskerne er med til at definere vores madkultur,” siger Katja Moesgaard, adm. direktør i VisitDenmark.
Madoplevelser fylder mere, når turisterne vælger ferie
Nye tal fra VisitDenmarks Turistundersøgelse viser, at antallet af mad- og gastroturister er steget markant. I 2025 havde 41 pct. af alle turister i Danmark mad- og gastronomi som en af flere grunde til at komme til Danmark. Det er en stigning på 10 procentpoint siden 2022 og svarer til, at der i 2025 var 6,4 mio. turister, som valgte Danmark blandt andet på grund af maden.
En mad- og gastroturist er en turist, der i høj eller afgørende grad lægger vægt på ”madoplevelser, spise ude eller gastronomi”, når han/hun vælger Danmark som feriedestination.
Mad- og gastroturister bruger flere penge
“Vi ser en markant vækst i antallet af turister, der vælger Danmark på grund af vores madkultur og gastronomi. Michelin-restauranterne har været en drivkraft i udviklingen. De har i den grad været med til at placere Danmark på det gastronomiske verdenskort og styrke fortællingen om Danmark som en destination med høj kvalitet og unikke madoplevelser. Men de mange lokale producenter og mindre spisesteder rundt om i landet spiller også en afgørende rolle for den samlede ferieoplevelse, som langt de fleste internationale gæster rejser efter,” siger Katja Moesgaard og påpeger samtidig, at mad- og gastroturister er en attraktiv målgruppe for dansk turisme:
”Mad- og gastroturister har typisk et højt døgnforbrug, er meget tilfredse med deres ferie og vender gerne tilbage til Danmark. Samtidig anbefaler de ofte Danmark som rejsedestination til familie og venner.”
Nordisk samarbejde styrker madfortællingen
På dagen, hvor Michelin-stjernerne uddeles i København, indgår VisitDenmark i et fælles nordisk samarbejde om at styrke den internationale fortælling om mad i Norden. Samarbejdet er udviklet i dialog med Madkulturen, der driver Nordisk Ministerråds nye madprogram med fokus på at udvikle nordisk mad – fra gastronomi i verdensklasse til mad i hverdagen.
Med afsæt i programmets nordiske og internationale potentiale har VisitDenmark bidraget til at styrke fortællingen om Norden som en førende madregion og samlet de nordiske turismeorganisationer om indsatsen. I den forbindelse inviteres internationale medier til talks, smagninger og møder med kokke, madiværksættere og forskere i Tivoli. Her sættes der fokus på fremtidens køkken, bæredygtige råvarer og udviklingen af den nordiske madfortælling.
Indsatsen kulminerer med en fælles frokost, hvor kokke fra de nordiske lande præsenterer retter baseret på regionens råvarer, traditioner og madkultur for de internationale medier.
Fakta
I forbindelse med at Michelin Guide Ceremony Nordic Countries finder sted i Danmark, har den daværende regering som en del af en bred politisk aftale bevilliget 2,5 mio. kr. at promovere dansk madkultur for at sikre, at Danmark kan udnytte den internationale opmærksomhed, som følger med uddelingen af de prestigefyldte Michelin-stjerner i Danmark i 2025 og 2026.
Michelin Guide Ceremony Nordic Countries afholdes af en bred partnerkreds bestående af Food Organisation of Denmark, VisitOdsherred, Anneberg Kulturpark, Geopark Odsherred, Odsherred Kommune, VisitDenmark, Tivoli, Københavns Kommune, Erhvervsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, HORESTA, Danmarks Restauranter og Caféer, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer samt Wonderful Copenhagen.
I 2026 er Tivoli og København værter for den nordiske Michelin-uddeling, som finder sted den 1. juni. I 2025 fandt uddelingen sted i Odsherred.