4. sep. 2026
Markedscheferne gør status på første halvår
De udenlandske overnatninger i Danmark steg i første halvår af 2026 med 4 pct., og de fleste hovedmarkeder bød på vækst. VisitDenmarks markedschefer giver deres perspektiv på udviklingen og hvad der ligger bag – og kigger frem mod resten af året.

Tyskland
”De tyske overnatninger voksede med 1,9 pct. i første halvår af 2026. Det er et godt resultat efter flere år med rekordhøje overnatningstal. Der var fremgang inden for de fleste overnatningsformer, mens feriehusområdet lå omtrent på niveau med sidste år. Feriehuse tegner sig fortsat for langt størstedelen af de tyske overnatninger og ligger på et højt niveau.
Året kom godt fra start blandt andet som følge af en forlænget nytårsferie. Overordnet set havde vi et godt forår, men med nogle forskydninger af overnatninger fra juni til maj sammenlignet med sidste år på grund af helligdagenes placering. Samtidig fik en stigende prisfølsomhed og en vis tilbageholdenhed i kølvandet på krisen i Mellemøsten nogle tyskere til at booke senere end normalt.
Vi forventer en stærk juli, men en lidt svagere august, fordi sommerferien begyndte tidligere i år i flere vigtige tyske delstater. Det samme gælder efterårsferien, som i flere af vores vigtigste delstater i højere grad falder sammen med den danske efterårsferie,” siger Markus Diefenbach, markedschef for Tyskland, Polen, Østrig og Schweiz.
Sverige
”Første halvår af 2026 har været rigtig stærkt på det svenske marked med en vækst på 10,2 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Overnatningerne i kyst- og naturturismen steg med 14,8 pct., mens storbyovernatninger havde en fremgang på 7,4 pct.
Den svenske privatøkonomi er blevet væsentligt forbedret de seneste to år, og det har stor betydning for, hvor meget svenskerne rejser. Samtidig har vi sammen med destinationsselskaber og kommercielle samarbejdspartnere gennemført målrettede kampagner – særligt over for børnefamilier fra Stockholm og den sydlige del af Sverige – som har bidraget til den positive udvikling.
Andet halvår tegner også lovende med gode foreløbige meldinger fra juli og august,” siger Flemming Bruhn, som er markedschef for Sverige.
Norge
”Det norske marked er igen i fremgang. I første halvår af 2026 steg de norske overnatninger med 5,4 pct. Det er et positivt signal efter nogle år, hvor markedet har været under pres.
Nordmænd har et højt kendskab til Danmark, der står stærkt som et trygt, hyggeligt og lettilgængeligt rejsemål. Den norske krone er styrket en smule, men er fortsat relativt svag. Vi oplever dog, at nordmændene i højere grad har tilpasset sig det nuværende prisniveau.
Det har været vigtigt at justere vores tilgang til markedet og arbejde tættere på produktet, destinationerne og de konkrete oplevelser. Vi har gode erfaringer med indsatser, hvor destinationsselskaber og kommercielle aktører spiller sammen om en fælles retning.
Konkurrencen om de norske gæster er fortsat skarp, men vi ser optimistisk på udviklingen det næste halvår. Der er et betydeligt potentiale for vækst uden for højsæsonen. 51 pct. af de norske overnatninger ligger allerede uden for juli og august, og der er gode muligheder for yderligere vækst især i sensommeren, efterårsferien og perioden op mod jul.
Vi har derfor et godt udgangspunkt for resten af 2026,” siger Hege Fredlund Hoff, markedschef for Norge.
Nederlandene
”Det nederlandske marked fortsatte sin fremgang i første halvår af 2026 med en vækst på 4,3 pct. Camping - nederlændernes foretrukne overnatningsform i Danmark - bidrog væsentligt til udviklingen, og de flotte tal fra majferien viser, at Danmark står stærkt, når nederlandske familier pakker bilen og sætter kursen mod nord.
Mens camping vokser, er udviklingen dog svagere inden for de øvrige overnatningsformer. Opgaven bliver derfor både at fastholde vores styrkeposition, og at få flere nederlændere til at opdage bredden i Danmarks ferieudbud.
En vækst på 2,9 pct. i juni gav et positivt afsæt for sommeren, og vi ser også gode muligheder uden for den traditionelle højsæson. Analyser fra markedet viser, at mange nederlændere gerne rejser i skuldersæsonerne, hvilket kan bidrage til at sprede overnatningerne over en større del af året,” siger Ghita Scharling Sørensen, markedschef for Nederlandene, Italien, Frankrig, Belgien og Spanien.
USA
”USA fortsætter den markante fremgang. Med vækst i samtlige seks måneder i første halvår af 2026 steg de amerikanske overnatninger med 11 pct. sammenlignet med samme periode i rekordåret 2025. Samtidig var USA det største udenlandske marked i København i årets første halvdel.
Det stærke danske brand og det stigende antal direkte flyforbindelser har medvirket til at 2026, som det ser ud nu, er på vej til endnu et rekordår, hvad angår amerikanske turister. Trods meget geopolitisk uro har amerikanerne bevaret rejselysten, og Danmark appellerer som en tryg og velfungerende destination med mange kvalitetsoplevelser.
Fremgangen i første halvår og positive tilbagemeldinger fra hotellerne om sommerens belægning giver os en klar forventning om, at 2026 bliver endnu et rekordår for amerikanske overnatninger i Danmark,” siger Dennis Englund, markedschef for USA og Storbritannien.
Frankrig
”Efter flere års stærk fremgang faldt de franske overnatninger med 4,3 pct. i første halvår af 2026. Tilbagegangen var fordelt over næsten alle måneder og skyldes derfor ikke et enkelt udsving.
En mulig forklaring er, at geopolitisk og økonomisk usikkerhed har fået flere franskmænd til at vælge ferie i eget land. Frankrig har i forvejen en meget stærk indenlandsk feriekultur, men det er endnu for tidligt at fastslå årsagerne.
Der er dog også positive tegn på markedet: Både camping og feriecentre gik frem, om end fra relativt lave niveauer. Det kan være et tegn på, at flere franskmænd er ved at opdage Danmark som andet og mere end en storbydestination.
Da det franske marked typisk leverer både større volumen og stærkere vækst i andet halvår, er der fortsat grund til optimisme,” siger Ghita Scharling Sørensen, markedschef for Nederlandene, Italien, Frankrig, Belgien og Spanien.
Storbritannien
”De britiske overnatninger steg med knap 3 pct. i første halvår af 2026 sammenlignet med samme periode sidste år. Det understøtter vores ambition om både vækst på markedet og en bedre spredning af overnatningerne hen over året.
Danmark står stærkt blandt vores prioriterede britiske målgrupper som en attraktiv destination for både korte ferier og storbyferier med kvalitetsoplevelser, der appellerer til et købestærkt publikum med høj rejseaktivitet.
Samtidig er den direkte flykapacitet fra Storbritannien til Danmark blevet styrket med nye ruter og øget kapacitet efter Ryanairs rutelukninger i 2025. På baggrund af udviklingen i første halvår og hotellernes meldinger om sommerens belægning forventer vi forsigtigt, at 2026 kan nå niveauet fra rekordåret 2024 og forhåbentlig en anelse over,” siger markedschef Dennis Englund.
Italien
”Det italienske marked har udviklet sig meget positivt med 10,6 pct. stigning i overnatninger i første halvår af 2026. Der var fremgang i alle måneder undtagen marts. Samtidig har alle de tre største overnatningsformer – hoteller, camping og feriecentre – tocifrede vækstrater.
Udviklingen er særligt positiv, fordi flere vigtige italienske helligdage falder i weekender i 2026 og dermed giver færre muligheder for forlængede ferier end i 2025. Tilgængeligheden er samtidig blevet styrket med nye flyforbindelser, blandt andet mellem Rom og Billund.
Forudsætningerne for fortsat vækst er gode. Danmark står stærkt som en tryg og attraktiv destination med en levende kultur, en interessant historie og en livsstil, der appellerer til italienerne,” siger Ghita Scharling Sørensen, markedschef for Nederlandene, Italien, Frankrig, Belgien og Spanien.