6. feb. 2026
Turismen udvikles gennem samarbejde
Af Katja Moesgaard
CEO i VisitDenmark

Når vi tager hul på 2026, er det på et solidt fundament og med en god portion optimisme. Det skyldes ikke mindst det stærke samarbejde, der i løbet af det seneste års tid er bygget op i dansk turisme.
Den offentlige turismeindsats i Danmark bygger på en veldefineret struktur med 19 lokale destinationsselskaber, 3 nationale udviklingsselskaber og 1 national turismeorganisation. Det er en stærk struktur, når den fungerer – og det gør den bedre end nogensinde.
Strukturen skaber fundamentet for, at de offentlige midler bliver brugt optimalt i forhold til at styrke dansk turisme og skabe resultater for det danske samfund og de virksomheder, vi samarbejder med.
Samarbejde skal prioriteres
Når jeg taler med turismeorganisationer i Norden og Europa, oplever jeg en stor interesse for den måde, turismen er organiseret på i Danmark – og måske også en smule misundelse over den klare struktur, der er bygget op.
Men et godt samarbejde kommer ikke af sig selv. Vi skal ville det og prioritere det i en hverdag, hvor det kan være nemmere at løbe selv i stedet for at involvere hinanden.
I VisitDenmark vil vi samarbejdet – også når det kan være svært, og når vi ser forskelligt på tingene. For resultatet bliver altid bedre, når vi lytter og finder gode løsninger sammen ud fra en fælles ambition om at skabe en konkurrencedygtig turisme i Danmark.
Det er min oplevelse, at det er vi nået rigtig langt med.
Virksomheder spiller en vigtig rolle
I løbet af det sidste år har vi samarbejdet med destinationsselskaberne om en række indsatser. Blandt andet har vi sammen udviklet en ny brandplatform for Danmark, som giver mulighed for at vise destinationernes forskelligheder, samtidig med at den kommunikerer alt det, dansk turisme er fælles om: Den danske livsstil og de danske værdier. Det giver et stærkt afsæt for at skabe en tydelig position om Danmark på de internationale markeder.
Men samarbejdet er bredere end turismeorganisationerne - det omfatter også virksomheder og andre turistaktører, som i den grad spiller en vigtig rolle og bidrager til at udvikle turismen i Danmark.
Det ser vi, når fx de store feriehusudlejere går sammen om at markedsføre dansk kystferie med VisitDenmark eller stiller deres data til rådighed for branchen i VisitData.
Nye muligheder i 2026
I de kommende år kommer vi i VisitDenmark til at styrke samarbejdet med blandt andet aktører på kulturområdet. Kultur er en vigtig styrkeposition, som der er stort potentiale i at gøre mere tydelig inden for alle tre forretningsområder i dansk turisme – og ikke mindst spiller kultur en vigtig rolle i arbejdet med at skabe turisme hele året rundt i Danmark.
Kultur indgår sammen med mad og gastronomi i en række af de indsatser, som regeringen prioriterer og har investeret i over de næste år. Det gælder fx udvikling og markedsføring af nye lokale oplevelsesruter, markedsføring af internationale events og Michelin Nordic i 2026.
Erhvervs- og mødeturismen er et andet område, hvor VisitDenmark vil skrue op for aktiviteterne i et koordineret samarbejde med MeetDenmark, destinationsselskaber og erhvervet.
Når vi går et nyt år i møde, er det med et ønske om at være med til at påvirke retningen for dansk turisme – med afsæt i en veldefineret struktur og en tro på, at løsninger findes i samarbejdet med branchen. Og der er nok at tage fat på, for turismen er i konstant bevægelse.
Jo bedre, vi gør det sammen, jo nemmere bliver det at være turist i Danmark.
Jeg glæder mig til samarbejdet i 2026!