©  Foto:

Als, Als Odde & Helberskov

På Himmerlands syd-øst kyst finder du Als, Als Odde & Helberskov, som bærer på en spændende historie. Her kan du få ro og fred i charmerende omgivelser - ikke langt fra feriebyen Øster Hurup.

Als, Als Odde & Helberskov, som udgør Himmerlands syd-øst kyst er en historisk oase som er et godt udgangspunkt for hyggelig familieferie i rolige omgivelser - men stadig med let adgang til det pulserende ferieliv i Øster Hurup.

Als Odde er det sydøstligste punkt af Himmerland, hvor Mariager Fjord munder ud i Kattegat. På Als Odde er der et anløbssted til mindre lystbåde og jollefiskere.

På Odden ligger der en lille café, som udover at servere let cafe mad også har kaffe og kage på menuen. Her kan man på varme sommerdage sidde og nyde udsigten med en kop kaffe og is.

I skoven mellem Als Odde og Helberskov, ligger restaurant Jægerhuset. Et hyggeligt lavloftet bindingsværkshus med stråtag og hyggelige stuer. Her serveres god dansk mad med traditioner. I sommeren er der også servering i den hyggelige haven. Stedet er et besøg værd også for en kop kaffe på terrassen.

Landsbyerne Odde og Helberskov er begge eksempler på bevaringsværdige landsbymiljøer på Als Odde. Her er mange kønne bindingsværks-gårde og -huse fra 1700 og 1800-tallet. Helberskov er en såkaldt forteklyngeby, med gårdene tæt samlet omkring gadekæret og det gamle tingsted.

Helberskov

Helberskov ligger nedenfor morænebakken Bjerget, (24 m. o. h.), hvorfra der er en storslået udsigt. Derfor lå der her under 2. verdenskrig et tysk kystbatteri. Ved kapitulationen 5. maj 1945 nægtede stedets kommandant at overgive sig. Han samlede alle tyske tropper i området, ca. 300 mand, på bjerget og var beredt til at kæmpe til sidste mand. Først 10. maj, 5 dage efter resten af Danmark, overgav garnisonen på Bjerget sig, som det sidste sted i Danmark.

Als

Landsbyen Als kan føre sin historie tilbage til stenalderen, da den lå som en bakkeø i Litorinahavet. Højeste punkt er Ravnbjerg (28 m. o. h.), hvor arkæologer har fundet rester af 2000 år gamle huse. Als Kirke er en klassisk romansk kirke fra 1300-tallet, som ligger majestætisk i ca. 20 meters højde med udsigt ud mod Kattegat. Kirken har i århundreder været brugt som sømærke. Byen er samlet omkring gadekæret Flouen, Springvandspladsen og Als Kro og Badehotel (1893), som også i dag drives som kro.

Byen har to hyggelige campingpladser, Als Havbakker og Als Camping, der ligger få meter fra Kattegat. Her er der mulighed for afslapning og gåture i den pragtfulde natur med skov og strand. Pladserne drives af Als Borgerforening og er åbne for alle. De er områdets billigste og mest naturskønne.