skip_to_main_content

Copenhagen Contemporary

Københavns center for samtidskunst

Copenhagen Contemporary (CC) er Københavns internationale kunstcenter, der viser installationskunst skabt af samtidskunstens verdensstjerner og nye talenter. CC har til huse i den prægtige gamle B&W-svejsehal, der med sine i alt 7.000 m2 smukke industrihaller har pladsen til at udstille de teknisk og pladskrævende formater, som mange samtidskunstnere arbejder i: Store totalinstallationer, performancekunst og monumentale videoværker. Det er kunst, man ofte kan gå ind i og sanse med hele kroppen. 

CC er et af Skandinaviens største udstillingssteder for samtidskunst og et levende samlingssted for et bredt publikum. CC skaber samarbejder og arrangementer med en række forskellige partnere på tværs af kulturelle genrer både lokalt og internationalt. Her kan man deltage i art talks, art walks, koncerter, kreative værksteder, undervisning for børn, besøge CCs egen butik med skandinavisk design og opleve den helt unikke og historiske bydel Refshaleøen. 

Med sin centrale placering i B&W’s ikoniske gamle svejsehal er CC et internationalt kraftcenter i Københavns nye kulturkvarter. Kendetegnende for øen er dens industrihistoriske udformning; området er upoleret og grønt med udsigt over Københavns Havn. Kvarteret blander førsteklasses gourmetrestauranter med små iværksætterdrevne initiativer. Her kan man bade i havet, gå i sauna, drikke vin og spise mad fra grill, købe det bedste brød og besøge Københavns mest populære madmarked med boder fra hele verden og loungeområde langs vandet. Tillige er der klatre-, skating- og skioplevelser, loppemarked samt teater- og musikfestivaler blandt de mange andre aktiviteter, området også huser. 

UDSTILLINGER 

Light & Space

03.12.2021-04.09.2022 

For første gang i Europa samler Copenhagen Contemporary (CC) en lang række af den internationale kunstscenes absolutte verdensstjerner i en 5.000 m2 stor udstilling om den amerikanske Light and Space bevægelse.  

Under titlen Light & Space vil gæster få mulighed for at opleve værker af bl.a. James Turrell, Bruce Nauman, Doug Wheeler, Helen Pashgian, Robert Irwin, Larry Bell og Mary Corse side om side med samtidskunstnere inspireret af den banebrydende kunstbevægelse, såsom Anish Kapoor, Olafur Eliasson og Jeppe Hein.  

Den enestående udstilling er CCs største til dato og strækker sig over alle kunstcentrets fem udstillingshaller og foyer, hvor den blænder op for en verden af lys, farver og gigantiske installationer i årets mørkeste måneder.