Cykelrute: E-cykel Allinge tur/retur
En lang og kuperet rundtur blandt storslået natur og historisk vingesus. Perfekt til elcyklen eller den optimistiske bjergklatrer.
Fakta om ruten
Længde: 32 km
Underlag: Asfalt
Højdemeter: ↑ 364 ↓ 361
Bedst egnet for: E-cykel, men kan cykles af alle cykeltyper
Tid: 3 timer
Rutebeskrivelse
På denne rute oplever du noget af det absolut smukkeste Bornholm.
Start i Allinge, en by med gamle huse og gader, og sæt kurs mod Sandvig. Har du gode ben på dagen, så tag forbi Hammer Fyr ad en stigning som snor sig op til fyret på en lille og kringlet Serpentinervej inde i tæt bevokset skov. Stigningen er en blind vej, så cyklen skal vendes på toppen. Udsigten er fantastisk, så det er et fint sted at puste ud. Og så står den på en nærmest bjergagtig nedkørsel.
Når du med god fart er kommet ned for enden af bakken, går turen videre til Hammerhavn som blev anlagt i 1891 for udskibning af granit fra Hammerværket frem til 1974.
Fra havnen kan du ikke undgå at se Hammershus – Nordeuropas største borgruin og Bornholms mest besøgte seværdighed. Ærkebiskoppen af Lund startede opførelsen af borgen i begyndelsen af 1200-tallet. Hammershus besøgscenter ligger gemt i klipperne, og her kan man i udstillingen opleve historiens vingesus og få en fantastisk udsigt til borgen.
Videre fra Hammershus ad Slotslyngvej, med et fantastisk view fra højderyggen ud over rapsmarker og Østersøen, finder du Ols Kirke fra slutningen af 1100-tallet. Den er Bornholms højeste rundkirke, 26 m høj.
Kør herefter ad Røvej mod Rø og derefter ned til Bornholms Kunstmuseum og Helligdomsklipperne. Bornholms Kunstmuseum har åbent hele året, og det har de dramatiske Helligdomsklipper naturligvis også.
Næste stop Døndalen, der er en af Bornholms største og mest imponerende sprækkedale. Fra p-pladsen skal du følge dalen. Her bliver du mødt af et af Danmarks største vandfald, der dog tager sig bedst ud om efteråret og vinteren, når der har været meget nedbør.
Herefter kommer du igennem Tejn – engang en af Danmarks helt store fiskerihavne, i dag hjemsted for streetfood og mikrobryggeri – og videre til afslutningen i Allinge.
Faciliteter
- Længde i km.: 32 km.
- Højdemeter: 363 , 361
- Sværhedsgrad: E-bike, men kan cykles af alle
- Bike Friends
Find vej
Sverigesvej 6
3770 Allinge
Sidst opdateret af::Destination Bornholminfo@bornholm.info






