I de første mange år efter byens anlæggelse ville Esbjerg gerne vise sig med imponerende arkitektur. Det skulle ligne det, man kunne finde i andre europæiske storbyer med tårne, spir og fine detaljer. Senere var det fremskridtet man lagde vægt på og viste motiver fra den moderne industriby med funktionelt byggeri, turistattraktioner og selvfølgelig en livlig havn, som man var stolt af at vise frem.

Da tårnet ligger på byens markante højdepunkt, Bavnehøj, ud mod havet, blev det meget hurtigt til byens vartegn. Arkitekten bag var C.H. Clausen (1866-1941), der tydeligt har ladet sig inspirere af et tysk forlæg: Nassauer Haus i Nürnberg, som han har kendt fra samtidige tyske arkitekturværker.

Esbjergs vandforsyning

I 1894-1895 havde de ca. 9.000 indbyggere endnu ikke fået vandværk. Vandforsyningen klaredes ved brønde og vandposter spredt over byen. At få en offentlig vandforsyning var således ret påtrængende, særligt da befolkningstallet steg meget voldsomt. Efter flere forgæves boringer fandt man brugeligt vand i Vognsbølparken.

Årsforbruget i 1897 var for hver indbygger 31 liter pr. dag. Allerede året efter var forbruget pro persona steget til 51 liter pr. dag. Til sammenligning tjener, at det gennemsnitlige dagsforbrug af husholdningsvand i 1995 var 145 liter pr. person.

Uanset at man i Esbjerg i året 1894 efter et borgermøde havde udskudt anlæggelsen af det ønskede gasværk, indså man i 1895 det fornuftige i at nedlægge vand- og gasrør i samme arbejdsgang. I december 1895 vedtog sognerådet at bygge såvel gas- som vandværk. Vandtårnet rummede ikke mere end 131 m3 vand. Årsforbruget var i 1897 mere end 130.000 m3, og det steg i de følgende syv år med mere end 400%. Derfor blev den store beholder på ca. 525 m3 bygget ved Nygårdsvej allerede i 1904.
Vandtårnet i byparken var således allerede fra starten for lille - set i relation til en udvikling, som ingen kunne forudse: befolkningstallet steg fra 9.280 i 1895 til 14.022 i 1902. Vandforsyningen blev siden sådan, at man pumpede vandet direkte til forbrugerne, og kun det overskydende vand tilgik de to vandbeholdere.

I det hele taget kom stigningen i indbyggertallet nok noget bag på sognerådet, for alene i femårsperioden 1894-1899 måtte man anlægge gasværk, vandværk, 3 nye skoler, ligkapel, kirkegård, brandstation, kloakledninger samt gennemføre asfaltering og brolægning for næsten 1 mio. kroner.

Både beløbet og anlæggenes omfang viser, at sognerådet fandt det nødvendigt at give Esbjerg en moderne bys infrastruktur.